Billede beskrivelse

Brugsen i Ranum styrer mod overskud med ny uddeler ved roret

24. april 2026 kl. 12.01

RANUM: Oven på et turbulent 2025, hvor Brugsen i Ranum nåede at sige farvel til tre og goddag til to uddelere, synes der nu at være faldet ro på. 

1. marts tiltrådte 33-årige Bonnie Houmann som ny uddeler, og på baggrund af de knap to måneder, hun har stået med ansvaret, tegner det også økonomisk lysere oven på sidste års underskud på 173.387 kroner.

- Vi har meget fine tal i forhold til sidste års. Vi ligger over målt på både avance og antal kunder, så det er fornøjelig læsning. Det er selvfølgelig et øjebliksbillede, men hvis vi holder samme niveau, kan jeg godt love, at sidste års underskud bliver vendt til overskud. Eller at vi i det mindste går i nul, siger hun.

Bonnnie Houmann kommer med en solid erfaring fra Coops Fakta- og 365-butikker og en smule fra Netto-kæden. 

Hun har både været souschef og butikschef, så starten har været meget nem.

- Jeg kender systemerne og alle varer, så det var ligetil at gå til. Og så har jeg bare fået en fantastisk velkomst af kunderne. Næsten endnu bedre end jeg havde turdet håbe på. Det er en af de ting, der gør det rart at være i en mindre butik. 

- Butikken er både et indkøbssted og et sted, hvor folk mødes. Man lærer kunderne at kende og omvendt, og der er tid til en snak med dem, siger hun.

Mindre byer har det svært

Bonnie Houmann er godt klar over, at butikker i mindre byer som Ranum har det svært, men hun har glædet sig til det nye job og ikke mindst udfordringen.

- Det er det, der gør det spændende. Hvis jeg bliver præsenteret for noget, jeg ikke har prøvet før, er jeg sikker på, at jeg kan klare det. Sådan er jeg nok bare, siger hun.

Bonnie Houmann bor sammen med sin kone og tre børn i Mou og har en god times kørsel hver vej, men tiden bruges til at omstille sig fra privatliv til arbejdsliv og omvendt. 

Og køreturen hjælper også med at tilrettelægge dagen og ugens indsats.

- Når jeg kører på arbejde, får jeg ideer og sætter nogle mål. Når jeg kører hjem, vurderer jeg, om det er lykkedes, og om der er noget, vi kan gøre bedre eller anderledes, siger hun.

Indbydende forretning

Bonnie Houmann har allerede foretaget nogle ændringer, og flere er stille og roligt på vej. 

En af de ting, der er lavet om, er indretningen - blandt andet af grøntafdelingen - og det synes allerede at have haft effekt.

- Alene på frugt og grønt ligger vi et par tusind kroner pr. dag over omsætningen sidste år, og det bidrager klart til de forbedrede tal, siger hun.

I forhold til den konkrete opgave handler det for hende især om at gøre forretningen indbydende, for én ting kan der ikke ændres på.

- Priserne skal være konkurrencedygtige, og på det punkt ligger vi faktisk rigtig godt i forhold til andre butikker. Ikke nødvendigvis i bund, men man skal jo også have med i billedet, at det ikke er gratis at køre til Løgstør efter en liter mælk, påpeger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste