Billede beskrivelse

Blandede erfaringer i Aars: - Hos os er det et markant stigende problem

26. september 2023 kl. 06.02

Mængden af butikstyverier i Danmark er steget helt vildt. Flere steder i landet meldes der om massive problemer med butikstyve, der nærmest optager al personalets tid.

Danmarks Statistik fremhæver selv, at antallet af anmeldte butikstyverier er steget med 64 procent fra fjerde kvartal 2021 til andet kvartal 2023.

Vi kiggede forbi nogle butikker i Aars for at høre, om der er udfordringer med butikstyverier hos dem.

Billede beskrivelse

Ikke problem i det daglige

Hos Labtech Data, der sælger forholdsvist dyrt PC- og mobiludstyr, fortæller butikschef Jesper Christensen:

- Hos os er det ikke et problem i det daglige, og jeg ser ikke en generel stigning som den på landsplan. Det kan nogle gange komme lidt i bølger, hvor man fornemmer, at nogle butikstyve er på turné, og at turen er kommet til Aars. Men de bølger oplever vi ikke mere end tidligere.

Når det endelig sker, er det ofte mindre varer som eksempelvis mobilcovers, der bliver stjålet. De større og dyrere varer findes oppe ved kassen, og de bliver ikke taget.

- Men generelt synes jeg ikke, at det er et problem, fortæller han.

Hos Tøjeksperten fortæller indehaver Thomas Lang nogenlunde samme historie:

- Jeg anser ikke butikstyverier som et stort problem for os, og vi har ikke oplevet en stigning. Men selvfølgelig sker det indimellem, og når det er tilfældet, så er vi butikker i Aars gode til at hjælpe hinanden og advare om, at der er butikstyve i byen.

Billede beskrivelse

- Her er det også vigtigt, at vi melder det til politiet, når det sker, så der er mulighed for at butikstyvene bliver taget og stillet til ansvar for deres gerninger. Det er måden at komme problemet endnu mere til livs, fortæller han.

Det er alle aldre og grupper

Mens Labtech Data og Tøjeksperten således ikke har oplevet et stigende problem, er historien lidt anderledes hos Kvickly Aars, hvor det lyder fra købmand Lars Kristensen:

- Hos os er det et markant stigende problem, og mens det førhen særligt var luksusvarer, der blev stjålet, så er det i dag alle typer af varer. Der bliver også stjålet eksempelvis rugbrød, pasta og andre helt almindelige dagligvarer.

Han fortæller, at det samtidig er alle aldre i alle grupper af samfundslag, der stjæler. Det er også anderledes end tidligere.

- Vi har selvfølgelig fokus på problemet, og har blandt andet fjernet de små dyre varer fra butikken, eksempelvis blækpatroner. Samtidig har vi selvfølgelig kameraer oppe overalt i butikken, fortæller Lars Kristensen.

Hos en anden af byens dagligvarebutikker, Rema 1000, oplever de ikke problemet i helt samme omfang.

Billede beskrivelse

- Nej, vi synes ikke at problemet er stigende hos os. Om det er butikkens opbygning samt at vi har meget synligt personale overalt i butikken ved jeg ikke, men det er helt klart min opfattelse, at det ikke er værre end tidligere, lyder det fra butikschef Anders Henningsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste