Billede beskrivelse

Sådan kan du opfylde et barns ønske til jul

06. november 2023 kl. 07.59

Ungdomsskolen har for femte år i træk et tiltag for de udsatte børn og unge under 18 år i kommunen. Projekt Ønsketræ blev iværksat, da julen er hjerternes tid, og derfor sætter man fokus på børn, der ikke har de samme forudsætninger som mange andre. For nogle børn er det ikke en selvfølge at blive beriget med gaver juleaften, men det kan du være med til at ændre. 

I den forbindelse har skolen opsat et smukt juletræ på kontoret i Aars. Her har man som glad giver mulighed for at hente et ønskehjerte og opfylde et barns ønske og dermed gøre en forskel. Man har sendt et ansøgningsskema ud til alle skoler og institutioner. Man kan hente ønskehjertet og aflevere gaven fra 15. november til 12. december. Der er åbent på kontoret mandag og onsdag fra klokken 15 til 21 og tirsdag og torsdag fra klokken 9 til 12. Ønskerne har en maksimal værdi på 200 kroner. 

Ungdomsskolen har spurgt Mejsevejens børnehave, om de vil komme og hjælpe med at lave pynt og pynte ønsketræet, hvilket de gerne vil. De kommer 8. november fra klokken  9 til 10.30. 

Tovholderne på projektet er Tina Frost Petersen (SSP/Ungeteam) og Mimi Haubro (Ungdomsskole Koordinator). De håber, at rigtig mange vil være med til at gøre en forskel, så mange af udsatte børn og unge kan få en dejlig jul. Dette er et tilbud som rækker til alle børn i Vesthimmerlands kommune.  

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste