Billede beskrivelse

Udviklingshæmmede indtager friskole: Kæmpe ombygning markeret med åbent hus arrangement

Bliver fremover ramme for specialinstitutionen Boformen Sporet og deres fire udviklingshæmmede beboere

30. november 2021 kl. 16.58

SØNDERUP: Efter længere tids ombygning af den nedlagte friskole i Sønderup har håndværkerne nu næsten afsluttet deres arbejde, så specialinstitutionen Boformen Sporet som ejere tirsdag eftermiddag kunne arrangere et åbent hus arrangement og byde de forventede mange gæster på kaffe og kage samt rundvisning i bygningen.

- Vi har nemlig inviteret både pårørende og værger for vores fire nuværende beboere samt via opslag på facebook lokalbefolkningen både her i Sønderup samt i Suldrup, fortæller Hanne Bertelsen og tilføjer:

- Fra tidligere opslag ved vi nemlig, at der er en stor lokal interesse for, hvad friskolen nu skal være ramme for samt en stor glæde over, at der nu igen kommer liv og aktiviteter i de tomme bygninger.

Sammen med Manja Hald deler hun lederskabet at Sporet, der siden 2015 med base i lejede lokaler i Arden har fungeret som et specialpædagogisk helhedstilbud for udviklingshæmmede beboere.

Store flyttedag lige efter nytår

I øjeblikket afventer institutionen en ibrugtagningstilladelse af bygningen fra Rebild Kommune.

- Så vi forventer at vores fire beboere kan flytte ind i de nyindrettede lejligheder efter nytår. Der er indrettet i alt seks i de tidligere klasselokaler, og allerede på nuværende tidspunkt har vi af Socialtilsyn Nord fået tilladelse til yderligere to beboere. I øjeblikket er vi 10 ansatte, og dette antal vil blive øget, når vi på et tidspunkt når op på de ønskede seks beboere, forklarer Hanne Bertelsen.

Billede beskrivelse

Ifølge de to ledere er det nuværende lejemål i Arden opsagt med virkning per 1. februar.

De nuværende fire beboere i Arden har flere gange under ombygningen af den tidligere friskole været på besøg i deres fremtidige rammer i Sønderup.

- Beboerne er mellem 23 og 35 år og alle udviklingshæmmede lige fra fødslen, så de forstår ikke flytteplanerne. Det vigtigste for dem er i stedet at de får alle deres vanlige ting med fra Arden samt at vi ansatte er de samme, pointerer hun.

Fra 244 til 1600 kvadratmeter

- Ja det bliver fantastisk at flytte til vores nye og meget større rammer her i Sønderup. Vores nuværende lejemål i Arden er nemlig på blot knap 250 kvadratmeter, hvor vi her i det nye domicil nu får godt 1600 kvadratmeter til rådighed. Nogle ansatte har allerede foreslået at vi skulle anskaffe løbehjul for at komme fra den ene ende af bygningen til den anden, fortæller Maja Hald grinende.

Billede beskrivelse

Begge påpeger også det positive i at bygningen rummer en stor gymnastiksal samt et kæmpestort udeareal til forskellige aktiviteter for beboerne, de fredelige omgivelser samt Sønderups centrale placering i forhold til motorvej E45 både i forhold til institutionens udadvendte aktiviteter samt transportmæssigt for de ansatte og nordjyske pårørende.

Stor ros til byggeledelsen

Boformen Sporet har i forbindelse med den omfattende ombygning af friskolen allieret sig med arkitektfirmaet Krogh Madsen i Aars og valgt murer- og entreprenørfirmaet Elkjær i Mejlby som totalentreprenør.

Billede beskrivelse

- Arkitektfirmaet har også stået for byggeledelsen, og alt i alt har der være tale om et rigtig godt samarbejde under ombygningen, som vi to uddannede pædagoger jo ikke selv har den store praktiske indsigt i, erkender Manja Hald.

- Ja budgettet for ombygningen på godt fem mio. er også blevet overholdt i forløbet, tilføjer Hanne Bertelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste