Axel René Aubertin og Luise Vandborg Foldager - præsenterer pinselørdag et nyt fælles bogprojekt i samarbejde med Museum Rebild. Arkivfoto
Livet her

Minikoncert, bogpræsentation og udstilling i én pinsepakke

Axel René Aubertin-digte er nu også sat i musik

13. maj 2021 kl. 09:00

Under overskriften ”Alting begynder Igen” inviterer Museum Rebild pinselørdag til bogpræsentation, kunstudstilling og minikoncert.

I henved et årstid er der arbejdet på at skabe bogen, ”Alting Begynder Igen”.

Pensioneret læge Axel René Aubertin har skrevet en række forårsdigte, der i bogform er samlet og illustreret af billedkunstneren Luise Vandborg Foldager med farverige collager.

Luise Vandborg Foldager har samtidig sat digtene i musik med nykomponerede melodier.

Axel René Aubertins bog er på den måde både blevet til en illustreret digtsamling - og en sangbog.

En lille gruppe af Rebildspillemændene, bestående af Else Schmidt, Karin Skovmand og Kai Bylling, har sat musikken på noder og indøvet melodierne - og et udvalg af sangene er således klar til - pinselørdag - at blive præsenteret i form af en minikoncert.

Museum Rebild satser på, at arrangementet kan foregå på den nye fliseplads mellem museet og Porten.

Luise Vandborg Foldager og Axel René Aubertin vil på dagen fortælle om deres arbejde med bogen, vekslende med musikindslag og recitation.

Der bliver mulighed for at erhverve den nye udgivelse med dedikation af udgiverne - og på museet er der samtidig en kunstudstilling som en del af arrangementet.

Luise Vandborg Foldager udstiller malerier og de originale collager fra bogen.

Gerda Dalsgaard - mindes med en lille mindeudstilling i Museum Rebild. Arkivfoto

I sammenhæng med Luises malerier vil der også være en lille mindeudstilling med afdøde billedkunstner Gerda Dalsgaards malerier.

På denne måde ønsker Luise Vandborg Foldager at vise respekt og taknemmelighed for den inspiration, Gerda Dalsgaard gav hende. En inspiration, som gav lyst til at udvikle egne kunstneriske færdigheder med maleri og collage - og nu også nykomponeret musik.

Maleriudstillingen vises i museet cafe, og collagerne i salen. Begge dele i museets åbningstid.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu