Gule natteravne i aktion i Støvring
To gange i påsken gør Natteravnene opmærksom på deres eksistens
Den gule farve symboliserer i de kommende dage ikke bare påsken, men også natteravnene, der nu endelig er kommet rigtigt i gang igen i Støvring efter corona-nedlukningen.
- Onsdag 31. marts fra klokken 15 til 18 vil vi være at finde udenfor ved Meny og lørdag 3. april fra klokken 11 til 14 udenfor ved Superbrugsen.
- Begge dage vil vi også løbende begive os lidt rundt i byen og hilse på byens borgere, og vi svarer meget gerne på spørgsmål om Natteravnene, fortæller Berit Rahmberg, der sammen med sin mand Mads i efteråret var blandt initiativtagerne til af stifte en afdeling af Natteravnene i Støvring.
Både onsdag og lørdag har interesserede også mulighed for at blive skrevet op til en prøvetur med Natteravnene i Støvring, der ifølge Berit Rahmberg altid kan bruge endnu flere friske m/k’ere.
Hvis man allerede nu ved, at man har lyst til en prøvetur, kan man også booke den via www.natteravnene.dk og her blot udfylde formularen.
Så bliver man efterfølgende kontaktet af en natteravn fra Støvring.
- Vi har brug for al den støtte, vi kan få, hvad enten det er som natteravn eller økonomisk støtte. Støttebeløb kan doneres via vores mobilpaykonto, oplyser Berit Rahmberg på vegne af Natteravnene Støvring.