Medlemmer af Rold Skov MTB på tur. De gør sig umage for ikke at genere skovens øvrige brugere. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Glade hilsener på to hjul

Mountainbikeklub har arbejdet med et kodeks for god opførsel på MTB-cyklen - og har bl. a. udstyret alle medlemmer med ringeklokker

08. maj 2021 kl. 09:10

Vi kender alle sammen situationen. En flok cykelryttere på mountainbike i skoven møder en gruppe gående skovgæster. Begge parter mener, de har retten på deres side til at være i skoven, og sure miner og vrede udtryk er under opsejling.

Men sådan er det heldigvis ikke mere i Rold Skov, for i mountainbikesporten har man gennem de senere år arbejdet med et kodeks for god opførsel, når man er på to hjul i skoven. Netop for at undgå konflikter når man møder andre skovgæster.

- Vi har jo både folk på hesteryg, gående, cyklende og løbende gæster i skoven, og der er masser af plads til alle, når blot vi husker på at tage hensyn til hinanden, lyder det fra formanden for Rold Skov MTB Brian Larsen, der ledsages af trailboss Bo Johansen.

Brian Larsen, formanden for Rold Skov MTB. Foto: Helge Søgaard

God plads til alle

Begge anslår, at der på store dage er op til 400 mountainbikeryttere i skoven. Tallet på årsbasis er 30.000, og det er faktisk er forbløffende lavt tal, når man tænker på hvor mange hundrede tusinde, der går tur i skoven.

- Vi er i dialog med flere gåklubber, som ofte tæller op imod 100 personer, når de går tur i skoven. Og de fylder naturligvis på en skovvej, når der skal et par cyklister forbi. Men jeg stiller gerne op og forklarer, hvordan vi arbejder med venlighed, hyggelige hilsener og ønsker om en god tur, ligesom jeg gerne deler ud af gode råd, der kan forhindre sammenstød i overført betydning, lyder det fra Brian Larsen.

- Eksempelvis ved at man som gående er klar over, hvilken vej vi kører rundt på sporene, for det er altså nemmere at se hinanden, når man mødes ansigt til ansigt, fremfor at vi på MTB-cyklen kommer bagfra.

- Ligeledes har vi klare aftaler med Naturstyrelsen om, hvor vi ikke kører. Det gælder naturligvis de mest publikumsbefærdede områder, eksempelvis rundt om St. Økssø, i Rebild Bakker og omkring legepladsen Røverknolden, forklarer trailboss Bo Johansen.

Trailboss Bo Johansen. Foto: Helge Søgaard

Ringeklokker frem for råb

- Vi har også indkøbt små ringeklokker til alle vores medlemmer, så man lige kan give et lille ring, når man møder andre skovgæster. Den vejer kun 13 gram, så det belaster ikke kampvægten ret meget, lyder det med et smil fra Brian Larsen.

- Det er nemlig vores oplevelse, at de fleste oplever et advarselsråb fra MTB-kørere som en lidt aggressiv handling, selvom det faktisk er venligt ment, forklarer Brian Larsen, - og så er det langt bedre med cykelklokken.

- Vi har hele tiden dette emne på vores bestyrelsesmøder, fordi vi lægger vægt på, at vi kan møde andre skovgæster i venlighed og med en hilsen om en god tur, siger Brian Larsen.

- Men jeg håber så også, at gående eller løbende er rede til at hilse igen, fordi samtale, uanset hvor kort den er, fremmer forståelsen, understreger formanden for MTB-klubben.

Brian Larsen supplerer gerne med et par andre råd. Tag høretelefonerne ud af ørerne, lyder det. Så kan man bedre høre MTB-cyklerne og den helt store gevinst er, at også fuglesangen går bedre igennem, smiler han.

Rold Skov MTB er en af flere klubber i området. Klubben er den største med ca. 230 medlemmer fordelt på både voksen-, dame- og ungdomshold, der alle træner og hygger sig i det fantastiske fællesskab, som sportsudøvelse rummer, uanset om det er på motionsplan eller som eliteudøver.

Gennem et særdeles godt samarbejde med Naturstyrelsen forsøger klubben at lægge MTB-sporene således, at man undgår konflikter og sammenstød mellem gående og MTB-ryttere. Helt kan det dog ikke undgås, men så gælder det opmærksomhed og hensyn fra alle parter.

Brian Larsen var med til at starte klubben tilbage i 2009 og er formand for klubben. En post som han foreløbigt har varetaget i 6 år.

Bo Johansen, der er trailboss, samarbejder med sporlauget om at vedligeholde sporene i skoven. Det arbejde finder også sted i tæt samarbejde med Naturstyrelsen og finansieres ved, at alle parter bidrager til udgifterne.

- Da vi senest afviklede 12-timers løbet, lagde vi stort set hele overskuddet direkte ned i sporlaugets kasse, så dem, der bruger sporene, også bidrager til at dække udgifterne, lyder det fra Bo Johansen.

- Så vi har rigtig meget fornøjelse og får både naturoplevelser og kvalitetstid ved at køre på mountainbike. Det er jeg sikker på, at andre skovgæster også får, og i det lys er det vigtigt, at vi alle tager hensyn til hinanden, slutter formanden for Rold Skov MTB Brian Larsen.

Så husk lige at hilse igen, når du møder venlige folk på to hjul i skoven.....

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu