Det kræver sin mand at løbe op og ned ad Rebild Bakker - time efter time. Arkivfoto
Livet her

Coronavirus kan ikke stoppe Triatland Rebild

Ny outdoor-sæson byder på ikke færre end 18 sportsevents i lokalområdet

07. maj 2021 kl. 16:23

Mens flere af de store festivaler netop har måttet aflyse, tager eventarrangørerne i Rebild kampen op.

Den kommende outdoor eventsæson står for døren - og dét med ikke færre end 18 kommende sportsevents i Triatland Rebild, hvor kalenderen for alvor har dømt aktivitet og socialt samvær.

Der er noget for enhver smag lige fra en spritny DGI gravelrute til et ultra hårdt trail-løb, hvor de som løber længest formår at løbe 100 km på 15 timer i Rebilds bakkede landskab.

Trail-løbet afvikles lørdag 21. august, og her bliver formen - og ikke mindst benmusklerne - for alvor sat på prøve, når en rute på 6,67 km i Rebild Bakker skal forceres time efter time.

De, der når i mål inden for en time får lov til at nyde endnu en runde, og således fortsætter det i op til 15 timer.

- Selve løbet handler ikke om at komme først, men det bliver et spørgsmål om, hvor stærk man selv er både fysisk og mentalt; om man når at løbe runden inden for tidsgrænsen for derefter at beslutte sig for endnu en runde, fortæller arrangør Morten Klingenberg fra løbetosset.dk

Han lokker i øvrigt med et lækkert depot i camp området og god trail-karma.

Mountainbike-folket kan også denne sommer se frem til indtil flere spektakulære outdoor-events i Triatland Rebild-regi. Privatfoto

I år satser DGI også på endelig at kunne sende 350 deltagere ud på en spritny gravel rute fra Rebild til Viborg, som en del af det efterhånden legendariske Hærvejsløb.

Løbet skulle have haft premiere i 2020 men blev, som så meget andet, udskudt til 2021 og ifølge arrangørerne er løbet da også værd at vente på:

- Der venter deltagerne en fantastisk tur i smuk natur og med nogle af Danmarks bedste depoter, og for mange deltagere er selve oplevelsen faktisk vigtigere end tiden, fortæller Rene Vinter Olesen, fra DGI Midtjylland, der står bag Hærvejsløbet.

Sideløbende med Gravel starten melder op til 800 landevejsryttere deres ankomst samme dag til et af de legendariske depoter på toppen af Rebild Bakker.

Og som om det ikke er nok toppes dagen med otte timers trailløb, arrangeret af Mark Laursen, stifter af Runners DK og Sports Universe.

De nævnte events er i øvrigt blot et lille udsnit af de mange spændene sports – og kulturevents, der denne sommer finder vej til Rebild.

For at hjælpe eventarrangørerne bedst muligt på vej arbejder RebildPorten målrettet med både lokale og eksterne eventarrangører med henblik på at brande Rebild Kommune som en attraktiv outdoor destination for både arrangører og deltagere.

Alle events bliver naturligvis tilpasset Covid-19 retningslinjerne på det aktuelle tidspunkt, understreges dét.

Nærmere oplysninger om de enkelte arrangementer kan findes både på Triatland Rebilds Facebook-side og på RebildPortens hjemmeside.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu