Billede beskrivelse

Blot et enkelt bud på køb af Hellum Skole: - Byråd skal godkende handel

Mulige flygtninge fra Ukraine får ved et salg dog førsteret til at benytte skolens lokaler som midlertidig indkvartering

09. marts 2022 kl. 16.48

HELLUM: I midten af december satte Rebild Kommune den tidligere nu lukkede Hellum Skole til salg.

Selv om det skete uden en fastsat mindstepris, så er der her ved fristens udløb i begyndelsen af marts kun afgivet et enkelt købstilbud på skolebygningerne i Hellum.

Det uanset at Rebild Kommune allerede inden skolen blev sat til salg oplevede flere henvendelser fra mulige interesserede købere.

Projektgruppe bag købstilbud

Bag det aktuelle købstilbud står en række lokale foreninger, der er gået sammen i en arbejdsgruppe.

Hellum Skole har efterhånden stået tom i over to et halvt år, efter at friskolen og børnehaven lukkede i august 2019 grundet svigtende tilgang af elever.

Projektgruppen synes det er en skam, fordi bygningerne rummer en masse muligheder som ramme for et fremtidigt aktivitetshus for frivillige foreninger og andre interesserede aktører fra hele Rebild Kommune.

Som medlem af arbejdsgruppen bag planerne om et aktivitetshus i den gamle skole i Hellum og medlem af bestyrelsen for den frivillige forening Rødderne med base i Hellum lægger June Lyngholm Veiss ikke skjul på sin glæde over at der kun er afgivet et købstilbud på Hellum Skole, nemlig fra dem selv i arbejdsgruppen.

- Tidligere på ugen havde vi i arbejdsgruppen besøg af borgmester Jesper Greth på Hellum Skole for at vise ham rundt og fortælle ham om de tanker og idéer samt muligheder, vi ser bygningerne rummer som ramme for et fremtidigt aktivitetshus i Rebild Kommune, påpeger hun.

Gøres klar til mulige flygtninge

I øjeblikket indgår den tomme Hellum Skole i den oversigt over mulige indkvarteringssteder for flygtninge fra Ukraine, som Rebild Kommune har udarbejdet til Udlændingestyrelsen i lighed med landets øvrige 97 kommuner.

- Allerede nu er kommunen i gang med at indrette lokalerne på Hellum Skole til indkvartering af disse flygtninge. Hvis vores købstilbud bliver politisk godkendt senere her i marts, så skal denne gruppe selvfølgelig have første prioritet til at benytte skolen, erklærer June Lyngholm Veiss og tilføjer:

- I vores frivillige forening Rødderne her i Hellum har vi i øvrigt allerede tilbudt Rebild Kommune at skabe nogle aktiviteter for de fremtidige flygtninge fra Ukraine.

Nødvendig oprydning på skole

Borgmester Jesper Greth forklarer, at det er en nødvendig generel oprydning på Hellum Skole af alle mulige ting, som nu er blevet igangsat fra kommunens side.

Billede beskrivelse

- Bliver det aktuelt at benytte Hellum Skole til flygtninge fra Ukraine, bliver der dog kun tale om en midlertidig indkvartering, da skolens lokaler ikke egner sig til længerevarende ophold, påpeger han.

Købstilbuddet på Hellum skole vil ifølge borgmesteren blive behandlet politisk på mødet i økonomiudvalget 16. marts og på byrådsmødet 24. marts.

- Ender arbejdsgruppen bag planerne om at omdanne Hellum Skole til et aktivitetshus eventuelt som købere, skal der måske indføjes et forbehold i aftalen for at tage højde for en mulig midlertidig indkvartering af flygtninge fra Ukraine i bygningerne, bemærker Jesper Greth.

Se også
Planer om aktivitetshus i nedlagt skole: Frivillige foreninger har dannet projektgruppe
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste