Det flotte gavlmaleri i Skørping. Foto: Privat
Livet her

Berlin-makkerpar bag streetart-kunst på gavl i Skørping

Det særlige gavlmaleri kan ses på nybyggeri på Gammel Skørpingvej

16. juni 2021 kl. 13:43

Ejendomsselskabet Vivabolig har opført et nybyggeri på Gammel Skørpingvej 35 i Skørping – et byggeri, der nu er blevet udsmykket med et særligt gavlmaleri udført af en international street-art duo.

Det er duoen Innerfields, der netop har afsluttet det imponerende gavlmaleri på den nyopførte ejendom i Skørping.

Betragtet lidt på afstand. Foto: Privat

Innerfields består af Holger Weissflog og Jakob Bardou, der begge er født og opvokset i Berlin. Siden de startede deres samarbejde tilbage i 1998, har de lavet gavlmalerier verden over og deltaget på et hav af internationale streetart-festivaler. De er kendt for deres figurative billedverden, hvor emner som miljø, samfund, og menneskets forhold til naturen, ofte går igen.

Gavlmaleriet i Skørping har de kaldt ”Pioneer”, og duoen fortæller om maleriet:

Holger Weissflog og Jakob Bardou - tilsammen Innerfields - er her i gang med gavlmaleriet. Foto: Privat

- Verden er ét stort kosmos af mirakler, ikke mindst for de børn som lever heri. På egen hånd udforskes universet af barnet med masser af nysgerrighed. At erobre verden i leg skaber nye billedverdener hver eneste dag.

- Gennem det sidste år er børn verden over blevet konfronteret med masser af uro, ængstelse og frygt, hvor corona-pandemien i høj grad har sat dagsordenen for hverdagen ikke mindst med indflydelse på barnets verden.

Kunstnerne vil skabe en billedverden, hvor barnet til stadighed vil betragte verden fra et legende synspunkt langt fra ængstelse og frygt. Foto: Privat

- I denne kontekst har det derfor været vigtig for os at skabe en billedverden, hvor barnet til stadighed vil betragte verden fra et legende synspunkt langt fra ængstelse og frygt. At bibeholde deres egen fortolkning af den mystiske verden vi lever i, lyder det fra de to.

Værket er en del af gavlmaleriprojektet ”Out in the Open”, hvor KIRK Gallery fra Aalborg, for syvende år i træk, står bag store gavlmalerier med internationale stjerner, som kommer for at lave gavlmalerier i Aalborg og omegn, herunder altså også Skørping.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu