Politi efterlyser flygtet bilist
HOBRO: Samvittigheden var næppe helt god, da en bilist tidligt fredag morgen besluttede at flygte fra et sammenstød.
Klokken var omkring halv seks, da vedkommende ramte en hvid varevogn, der kørte mod sydøst ad Jernbanevej.
Sammenstødet skete ved krydset med Skivevej, og det skubbede varevognen ind i en lysmast. Den 63-årige fører af det ramte køretøj kom ikke noget særligt til, mens bil og lygtepæl selvsagt blev skadet.
Chaufføren af den anden bil valgte straks at flygte fra stedet, og politiet kunne til morgen ikke give noget signalement af ham eller vedkommendes bil ud fra døgnrapportens sparsomme oplysninger.
Årsagen til uheldet er således ikke klar, og politiet hører gerne fra vidner, der kan give oplysninger om uheldet eller den flygtede bilist. Det kan ske ved henvendelse på telefon 114.