Billede beskrivelse

Ny direktør i stort selskab

08. december 2023 kl. 08.01

Kristian E. Lundgreen bliver ny direktør for IT og teknologi i Norlys' fiberforretning og træder samtidig ind i forretningens øverste ledelse. 

Norlys styrker sit markedsfokus på fibernet ved at samle alle teknologiske udviklingsaktiviteter i en ny afdeling kaldet IT & Teknologi, ledet af Kristian E. Lundgreen som nyudnævnt direktør. Det nye IT- og teknologiområde skal skabe større fokus på at udvikle og implementere ny teknologi som for eksempel næste generations netværk, som giver kunderne adgang til hastigheder på over en gigabit.

- Vi har investeret massivt i udrulning af fibernet til vores andelshavere. Nu retter vi i højere grad opmærksomheden mod at optimere og udvikle fibernettet for at sikre udbyderne de bedste løsninger også i fremtiden. Vi kommer med andre ord til fremover at balancere udrulning og udvikling, siger Kristian E. Lundgreen.

Kristian E. Lundgreen står også i spidsen for arbejdet med at harmonisere netværket, så driften bliver mere effektivt. 

Bred indsigt 

Kristian E. Lundgreen, har med sin baggrund en bred indsigt i både IT og netværk, herunder international erfaring fra svenske Tele2 i Stockholm.

I Sverige er man på mange områder længere fremme med åbne netværk end i Danmark, og den erfaring, som Kristian E. Lundgreen derfor har haft med hjem, gør ham også til en oplagt direktør for den nye samlede udviklingsenhed. Samtidig træder han ind i divisionsledelsen.

- Med Danmarks største fibernet og en udnyttelse på mere end 50 procent, står vi stærkt, men vi skal også flytte os til næste niveau. Kristians dybe kendskab til både fiber, IT og særligt de åbne netværk, gør ham til den helt rette til at styre udviklingen af Norlys’ fibernet, så vi også fremadrettet kan levere de rigtige løsninger til markedet, siger Torben Poulsen, der er direktør for Norlys’ fiberforretning.

Ikke direktør for enhver pris

Før tiden i det svenske var Kristian E. Lundgreen ansat i det daværende SE, som i 2019 fusionerede med Eniig og blev til Norlys.

Det er derfor en direktør, der kender og har haft Norlys’ værdier tæt inde på kroppen. Derfor var han heller ikke sen til at takke ja til stillingen, selvom han også er far til Frederik på 2½ år.

- Jeg er en far, der også henter mit barn i vuggestuen, og det vil jeg ikke gå på kompromis med. Det kræver accept og fleksibilitet fra begge parters side, og der kan vi noget særligt i Norlys. Selvom jeg er direktør, kan jeg også godt have barns første sygedag uden at blive set skævt til, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste