Billede beskrivelse

Mand bankede hustru til døde

En 63-årig mand fik ikke noget ud af at anke en dom for grov vold med døden til følge fra 2019

25. marts 2021 kl. 17.24
Opdateret kl. 19.57

BLENSTRUP: Et nævningeting ved Vestre Landsret har torsdag eftermiddag stadfæstet en dom fra retten i Aalborg.

En 56-årig kvinde blev 2. juni 2019 fundet død på en adresse i Blenstrup øst for Skørping.

Kvindens mand, den 63-årige Bakaras Konstantinos, der kommer fra Grækenland, blev i august i fjor kendt skyldig i dødsvold. Han var anklaget for at have tildelt den 56-årige kvinde spark og tramp i hovedet samt at have kvalt hende.

Hun havde skader i ansigtet og brud på næsen, tungebenet samt flere af sine ribben.

Ifølge anklageskriftet var den dødbringende vold startet dagen før omkring klokken 13, og den stod på i de efterfølgende 18 timer, inden kvinden blev fundet død.

Den 63-årige mand blev anholdt på stedet og efterfølgende varetægtsfængslet - dengang sigtet for drab på sin hustru.

Anklagemyndigheden vurderede dog senere, at der var tale om grov vold med døden til følge, som han efterfølgende blev dømt for.

Dommen fra retten i Aalborg lød på seks års fængsel for forbrydelsen samt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Bakaras Konstantinos har under sagen nægtet sig skyldig, og han ankede på stedet byrettens dom, men den blev altså torsdag stadfæstet af Venstre Landsret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste