Nanna kvittede sygehusjobbet og har åbnet sin egen klinik
AARS: Jobbet som sygeplejerske på et sygehus har ikke det bedste ry i disse år, og for Nanna Fredensborg viste det sig heller ikke at være lykken, og hun har nu valgt at bruge sin uddannelse som springbræt til en tilværelse som selvstændig.
I marts åbnede hun sin egen kosmetiske klinik i Ranum, men flyttede den i juni til Himmerlandsgade i Aars.
- Huset, jeg lejede mig ind i i Ranum, var sat til salg, så det har hele tiden været midlertidigt, og da det viste sig at blive solgt i juni, flyttede jeg til Aars, hvor jeg deler lokaler med en zoneterapeut og en kosmetolog, forklarer 33-årige Nanna Fredensborg.
Beslutningen om at blive selvstændig har været længe undervejs. Som nyuddannet fik hun i 2017 job på Thisted Sygehus, og i 2019 gik turen videre til Farsø Sygehus, hvor hun var indtil 2023.
- Jeg begyndte så småt at lure på muligheden for at blive kosmetisk sygeplejerske, mens jeg var på barselsorlov med min datter i 2021, og endte med at tage springet i 2023, fortæller Nanna Fredensborg, der bor i Ranum sammen med sin kæreste, Michael, på 38 år og datteren Ida på fire.
Så over fire weekender var hun i lære på en københavnsk klinik og gennemførte desuden en række superviserede behandlinger. Det banede vejen for at blive registreret i Styrelsen for Patientsikkerhed og dermed muligheden for at etablere sin klinik. I første omgang fik hun dog job på en klinik i Silkeborg.
Mens hun venter på, at hun kan leve af sin klinik, supplerer hun sin indtægt med vikartjanser som sygeplejerske.
- Indtil videre kan jeg ikke leve af klinikken, men jeg føler, at forudsætningerne er der. I Aars er der 40-50 kilometer til de nærmeste klinikker i Randers, Viborg, Skive og Aalborg, og branchen er generelt i rivende udvikling, siger hun.
En kosmetisk sygeplejerske udfører ikke-kirurgiske behandlinger. Nanna Fredensborg tilbyder behandlinger, der spænder fra botox til reduktion af fine linjer og rynker, fillers til at genskabe tabt volumen og harmoniske ansigtstræk, samt microneedling til at forbedre hudstruktur, glød, ar og strækmærker. Jeg har fokus på sikkerhed, æstetik og et naturligt resultat.
- I en tid, hvor skønhedsidealer ofte bliver ensrettede, vil jeg gerne bevare og fremhæve den enkelte kundes unikke træk med små, diskrete justeringer. Jeg tror på, at de bedste resultater er dem, man ikke kan se, men som man kan mærke. Når folk siger, "du ser fantastisk ud", uden at vide hvorfor, så ved jeg, at jeg har ramt rigtigt, siger hun.