Billede beskrivelse

Ungt forsvarstalent på kontrakt i Hobro IK

17-årig Frederik følger i fodsporene på onklerne, Mads og Lars

19. maj 2021 kl. 14.42

Frederik Dietz Nielsen, der for nylig fik sin debut for Hobro IKs førstehold, har nu skrevet under på en kontrakt, der holder ham i Hobro IK i de kommende tre år.

Den unge midterforsvarer, der hidtil har spillet på Hobro IKs U19-hold, har den seneste måned trænet med førsteholdstruppen, inden han 6. maj i kampen mod Fremad Amager - som den hidtil yngste spiller i Hobro IKs historie - fik sin debut for klubbens 1. divisionshold.

Frederik Dietz Nielsen, nevø til Hobro IK-legenden Mads Justesen samt talentchef Lars Justesen, kom oprindelig til Hobro IK som U12-spiller.

Indtil da havde Frederik repræsenteret samarbejdsklubben, Nørager IF.

Efter skiftet til Hobro IK har den unge midterforsvarer spillet på samtlige af Hobro IKs ungdoms- og talenthold, og nu altså også på klubbens bedste seniorhold.

Det sidste har nu udmøntet sig i en tre-årig trainee-kontrakt.

- Det er med stolthed, at vi kan tilbyde Frederik en tre-årig kontrakt i Hobro IK, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse fra klubben.

- Frederik er blot den fjerde spiller i klubbens historie, der er endt med at gå hele vejen gennem vores talentsystem.

- Vi ser et stort potentiale i Frederik, og at han allerede som 17-årig kan være med på førsteholdet, vidner om det store talent, han er i besiddelse af.

Frederik Dietz Nielsen, der har fået tildelt spillertrøje nr. 13, glæder sig for sin del til fortsat at repræsentere sin hjerteklub:

- Jeg er utroligt glad og stolt over at få lov til at repræsentere Hobro IK i tre år mere.

- Klubben har stor betydning for mig og min familie, og det er stort for mig at kunne spille i denne klub.

- Tak til alle, som har været med på min rejse. Jeg glæder mig til at fortsætte det hårde arbejde, siger Frederik Dietz Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste