Tommy Jacobsen i løbet på Antarktis. Til løbet skulle løberne bære alt udstyr i rygsækken, så de kunne overnatte på indlandsisen, da der med få minutters varsel kunne komme storm og sne. På turen var der masser af nysgerrige pingviner, og løberne skulle overholde reglen om, at hvis en pingvin krydsede vejen, så skulle de stoppe op, uanset hvor travlt de havde, da det er pingvinen som boede her... Privatfoto
Mennesker

Tommy løber ekstremt langt for udsatte børn i Indien

Alene dette efterår planlægger 59-årige Tommy Jacobsen fra Stinesminde at løbe 1.050 strabadsfyldte kilometer i USA, så 200 udsatte indiske børn kan starte i skole

01. august 2021 kl. 08:00

Du kender det garanteret godt… Du står op til regn og rusk en søndag morgen og tænker, hvad sådan en regnvejrsdag skal bruges på?

Beslutningen er nem. Du trækker selvfølgelig i løbetøjet og tager en rask løbetur rundt om Mariager Fjord – eller skal vi ikke bare sige to gange omkring fjorden, når vi er i gang. I alt 114 kilometer.

Okay, det er nok ikke lige scenariet for de fleste… Men for Tommy Jacobsen er det såmænd virkelighed. Ikke hver søndag, men det sker… og han elsker bare at løbe. På en normal uge bliver det til omkring 100 kilometer om ugen iført løbesko. Op til løb lidt mere.

- Jeg startede faktisk først med at løbe så sent som i 2009. Jeg er selvstændig i køkkenbranchen, og da finanskrisen dengang kom buldrende, fulgte der en del bekymringer med, og jeg havde brug for at koble fra og få ny energi. Her var en løbetur den helt perfekte måde at stresse af på og cleare tankerne.

- Da jeg i 2011 blev 50 år, besluttede jeg at gennemføre mit første maraton. Det gjorde jeg nogle få dage før min fødselsdag, og jeg var megastolt. Nu var den vinget af, og jeg havde ingen planer om at løbe flere løb. Men det havde alligevel sat noget i gang. Jeg var vel blevet ramt af løbefeber og begyndte hurtigt at tænke i nye løbeudfordringer.

En ubeskrivelig smuk udsigt fra toppen af et bjerg på New Zealand. Privatfoto

Et maraton om ugen

- I 2012 gennemførte jeg fem maratonløb, og i 2013 gennemførte jeg 10 maratonløb, inden jeg igen havde lyst til at udfordre mig selv noget mere. Derfor besluttede jeg, at jeg ville gennemføre 100 officielle maratonløb på 100 uger. Det var lidt af et planlægningsarbejde, da en del af løbene var uden for Danmarks grænser.

- Og så var der jo også nogle weekends, hvor jeg ikke kunne løbe på grund af et familiearrangement eller andet. Det løste jeg ved at løbe et maratonløb både lørdag og søndag i ugen før eller efter, fortæller Tommy.

Ikke overraskende var det at løbe maraton ikke længere nok for Tommy, der begyndte at interessere sig for de lidt længere distancer, blandt andet 12-timersløb og et 100 miles- (cirka 160 kilometer) løb på Mors.

- Første gang jeg løb 100 miles-løbet, som jeg nu har gennemført fem år i træk, var det en kæmpe udfordring, men jeg fandt også ud af, at jeg kunne langt mere, end jeg troede. Selvfølgelig skal formen være i orden, men det vigtigste er alligevel psyken. Det er som regel hjernen, der siger stop, mens kroppen kan langt mere, end du tror, og jeg fandt hurtigt ud af, at min psyke og viljestyrke nok er min største force.

Løb over vandløb i New Zealand. Privatfoto

Seks ekstremløb

I oktober 2017 læste Tommy bogen ”Hvad svarer du, når livet kalder”, skrevet af Lisbeth Johansen, der er grundlægger af hjælpeorganisationen LittleBigHelp, der driver et drenge- og pigehjem i Kolkata i Indien med plads til 60 drenge og piger.

- Bogen berørte mig dybt, og jeg besluttede, at jeg gerne ville hjælpe på en eller anden måde, og tænkte, at jeg kunne kombinere mine løb med velgørenhed.

- Jeg satte mig derfor som mål, som den første i verden, at gennemføre seks af verdens hårdeste ørken- og ultraløb på et år og igennem sponsorer indsamle 250.000 kroner til LittleBigHelp.

- Fra foråret 2018 og et år frem lykkedes det mig at gennemføre de seks løb på 250 kilometer i henholdsvis Namibia, Mongoliet, Chile, Antarktis, New Zealand og Marokko.

- Til alle løbene skulle du selv medbringe alt udstyr – blandt andet mad, sovepose, liggeunderlag, sololie, skiftetøj, antigift-sprøjter, hvis du skulle blive bidt af slanger eller skorpioner, plus meget andet. Det eneste, vi fik udleveret undervejs, var vand.

- På førstedagen vejer rygsækken 12 kilo, som du altså skal løbe med, fortæller Tommy, der kunne fortælle i timevis om oplevelserne i de enkelte løb – blandt andet om løbet i Namibia, hvor der er ansat en ”Lion man”, der skal forsøge at holde løverne væk fra løberne, og om løbet på Antarktis, hvor løberne havde fået at vide, at uanset, hvor travlt de havde, så skulle man holde tilbage for pingvinerne, da det var dem, der boede her.

Det sidste af de seks løb var i New Zealand, hvor der blev afholdt en stor gallamiddag og prisuddeling for 250 personer på et flot hotel. Her blev der uddelt en del priser, hvor aftenens sidste pris var ”Spirit Award-Prisen”, der skulle uddeles til en løber, der var en inspiration for de andre løbere. Prisen gik til Tommy – blandt andet for hans engagement med at indsamle penge til LitteBigHelp.

Overrækkelse af 250.000 kroner til børnene og stifteren af LittleBighelp; Lisbeth Johansen. Privatfoto

På besøg i Indien

I februar 2019 besøgte Tommy, sammen med sin hustru Susanne, LittleBigHelp’s drenge- og pigehjem i Kolkata, hvor de virkelig fik organisationens arbejde og børnenes gribende historier ind under huden.

De mødte blandt andre drengen, der som 6-årig blev forladt på en togstation af sin mor. Hun skulle lige bestille en billet, sagde hun, men kom aldrig tilbage. Og pigen, der som 7-årig var blevet forsøgt solgt til prostitution – af sin far. Begge var nu på LittleBigHelps drenge- og pigehjem og gik i skole og havde det godt. Her kunne man virkelig se, at der blev gjort en forskel.

- Det var fantastisk at opleve den livsglæde og taknemmelighed, der strålede ud af de børn, fortæller Tommy.

Hvis ellers ikke corona-restriktioner sætter en stopper for projektet, er det planen, at Tommy Jacobsen dette efterår skal gennemføre tre af USA’s hårdeste ekstremløb. Alle til fordel for LittleBigHelp.

Løbene er henholdsvis 332 kilometer i Cascade-bjergene i det nordvestlige USA, 330 kilometer i isdækkede bjerge i det vestlige USA i staten Californien, og endelig 387 kilometer gennem ørken, kløfter, løse sten og ligeledes isklædte bjerge i staten Utah.

- Det bliver til i alt 1.050 kilometer, og min ambition er at indsamle 210.000 kroner, der skal gå til, at 200 børn fra slummen kan deltage i skoleforberedelse og blive indskrevet på en lokal skole, når de er klar, fortæller Tommy Jacobsen.

Ønsker du at støtte, så læs mere på ”Run for LittleBigHelp” på Facebook. Alle sponsorater går 100 procent til LittleBigHelp, hvilket vil sige, at Tommy Jacobsen selv dækker alle omkostninger i forbindelse med sine rejser og løb.

Tommy Jacobsen løber blandt andet for at indiske børn kan komme i skole – uddannelse er den mest effektive måde at hjælpe børn i slumområderne til en fremtid, hvor de kan forsørge sig selv og deres familie. For 1.050 kroner kan man give et barn et halvt års skoleforberedende kursus ved LittleBigHelp, så de efterfølgende kan blive indskrevet i den indiske skole. Privatfoto
Annonceret indhold

Nyeste