Volvo-entusiaster valfartede til Tommis træf
HOBRO/ØSTER DOENSE: Sol, god stemning, mad og drikke samt ikke mindst imponerende 221 Volvo-biler og godt 800 gæster på pladsen. Det var facit, da Tommi ”Volvo” Fisker havde inviteret til Volvo-træf i Øster Doense. Det var andet år i træk, at Tommi arrangerede træffet.
- Det var på alle måder en fantastisk dag, hvor træffet overgik sidste års besøgstal, både hvad angår antal biler og besøgende, og jeg måtte sågar sige nej til flere lastbiler.
Træffet vokser så meget, at vi må have en begrænsning på næste år med 250 biler, hvilket er ærgerligt. Men vi kan simpelthen ikke være flere på pladsen, og jeg vil helst ikke flytte træffet væk fra Øster Doense, fortæller Tommi ”Volvo” Fisker.
- Vi havde et fantastisk vejr, kun afbrudt af en kraftig regnbyge fra kl. 12 til 13. Men det tog folk med smil og højt humør.
- Dagen sluttede i højt solskin med pokaloverrækkelser, hvor der samlet blev uddelt i alt 27 pokaler, hvoraf de fire var for nogle flotte børnetegninger af Volvo-biler, tilføjer han.
Tommi har allerede besluttet, at træffet vender tilbage næste år. Det kommer til at ske lørdag 22. maj 2027.