Seneste nyt
Billede beskrivelse

Henrik realiserede sin drøm med succes – alligevel har han sat sin forretning til salg

28. maj 2026 kl. 11.01

HOBRO: For godt et år siden – i marts 2025 – realiserede Henrik Pedersen en mangeårig drøm, da han åbnede Henrik’s Deli på Løgstørvej 3 i Hobro. Her har starten været supergod og travl. Alligevel – eller måske netop derfor – har han valgt at sætte forretningen til salg.

Billede beskrivelse

Henrik’s Deli er en specialforretning med alverdens delikatesser, ost, tapas, vine og gavekurve kombineret med mad-ud-af-huset – både til familier og virksomheder til hverdag samt fester og arrangementer i weekenderne.

Forrygende travlt

Efter flere år i restaurationsbranchen, blandt andet som restauratør hos Restaurant Bies Bryghus og Verdenskortet i Klejtrup, var Henrik overbevist om, at Henrik’s Deli ville være det helt rigtige og bidrage til, at han kunne få den helt rigtige balance i livet. Men her er Henrik blevet klogere.

- Selvom tanken om arbejdsmængden måske lurede lidt i baghovedet, da jeg startede op, er jeg alligevel blevet overrasket over, hvor mange timer jeg bruger hver uge. Det skyldes nok, at jeg er typen, der har svært ved at sige nej og altid engagere mig 110%. Derfor har jeg haft forrygende travlt, og det er gået alt for meget ud over balancen i mit liv, blandt andet med min familie, lyder det fra Henrik Pedersen.

Billede beskrivelse

- Så selvom det er meget tidligere, end jeg havde forventet, så har jeg simpelthen valgt at sætte butikken til salg allerede nu. Selvom det er en stor beslutning, så har jeg den helt rigtige mavefornemmelse, og så føles det godt, at jeg samtidig kan aflevere en sund butik, der allerede det første år kan vise positive tal på bundlinjen. Der er et solidt fundament at starte på for en potentiel ny indehaver, som jeg i øvrigt gerne hjælper godt i gang, tilføjer han.

Stort potentiale

Henrik Pedersen har været alene i butikken og i køkkenet og havde da også overvejet, om det at ansætte personale var vejen frem. Men det ønskede han ikke.

- Det har jeg før prøvet som restauratør, og jeg ønsker ikke personaleansvar. Jeg ville gerne bare være mig selv. Men her blev arbejdsmængden altså alt for stor, og det har jeg nu taget konsekvensen af. Jeg er fuldstændig afklaret, lyder det fra Henrik Pedersen, der samtidig påpeger forretningens potentiale.

- Der er helt sikkert nogle rigtig spændende muligheder for en ny ejer. Der har været flot opbakning til butikken, og mad-ud-af-huset har der været kæmpe efterspørgsel på fra dag et. Både fra private og erhverv. Så der er virkelig nok at tage fat på, tilføjer han.

Alle aftaler overholdes

Henrik Pedersen håber således at finde en køber, og uanset om det lykkes, lukker han definitivt ned senest med udgangen af august i år.

Billede beskrivelse

- Jeg har selskaber i bogen til og med august, så jeg overholder naturligvis alle aftaler. Ingen skal være bekymret, hvis de har bestilt noget hos mig, påpeger han.

Fremtiden?

Hvad fremtiden kommer til at bringe af nye udfordringer, ved Henrik ikke helt endnu, men det bliver ikke et arbejde med mad – i hvert fald ikke på den måde han har gjort de sidste mange år.

- Jeg har været både restauratør og leveret mad-ud-af-huset til fester og arrangementer. I begge tilfælde er arbejdstiderne skæve og ligger, når andre har fri. Det ønsker jeg ikke længere.

- Men jeg kan godt se mig selv arbejde med mad på en anden måde, måske som underviser eller i en kantine Det vigtigste for mig er, at jeg kan holde noget mere fri, når min familie også gør det, hvilket vil sige om aftenen og i weekenderne, siger Henrik Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste