Tina Hougaard. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Tina ligner slet ikke den klassiske møbelpolstrer

”Din Møbelpolstrer” i Gl. Nørager har hovedet fuld af kreative idéer og drømmer på sigt om at producere egne designermøbler

29. marts 2021 kl. 09:40

De fleste forbinder velsagtens en møbelpolstrerforretning med en ældre håndværker i et lille kælderlokale, men sådan er det på ingen måde hos Din Møbelpolstrer på Gl. Nøragervej lidt udenfor Nørager. Her byder møbelpolstrer Tina Hougaard indenfor i et stort og lyst lokale, hvor man finder både stole og sofaer, der er i gang med at få et nyt betræk, foruden et væld af farvestrålende og lækre stoffer og blødt læder samt lædertasker, puder og brugskunst efter eget design mellem lækre gourmetprodukter.

- Jeg er uddannet møbelpolstrer hos møbelfabrikken Getama i Gedsted, der er Danmarks mest kendte producent af designer- og kvalitetsmøbler, så jeg har lært håndværket fra bunden, fortæller møbelpolstrer Tina Hougaard.

- Det har lært mig at sætte pris på kvalitet, og den indstilling har kommet mig til gode, siden jeg i 2007 etablerede egen møbelpolstrervirksomhed i et mindre lokale her på min privatadresse.

- I dag uddannes der ikke mange nye møbelpolstrere, da det ofte er en mands-forretninger, som synes, det er svært at håndtere oplæringen af en lærling. Men jeg har heldigvis fået så travlt, at jeg nu har ansat en lærling, som er godt i gang med uddannelsen, smiler Tina Hougaard.

- Folk kommer med alt fra arvestykker til designermøbler, som de vil have enten ombetrukket eller ompolstret, som det hedder i fagsproget, såfremt vi skal helt ind i møblet og eventuelt forny fjedre, bund eller hynder i sæde eller ryg.

- Det er tydeligt, at tidens trend med mere fokus på bæredygtighed har medført, at flere ønsker at beholde det, de har, også selvom der er tale om relativt nyere møbler, lyder det fra Tina Hougaard, der også ser rigtig mange designermøbler, som i form og anvendelse holder livsvarigt og fremstår som nye, hver gang de er blevet ombetrukket med nyt stof eller møbellæder.

Der er masser af farver at vælge imellem. Foto: Helge Søgaard

Tillid er afgørende

Tina Hougaard har sin helt egen designerdrøm. Hun har netop færdiggjort en sofa, som hun selv har designet. En god bekendt, der er snedker, har lavet stellet.

- Det har pustet liv i min drøm om engang at kunne starte en produktion af designermøbler, som er lavet helt fra bunden og efter dels min egen streg, men også efter oplæg fra kunderne.

- Kvaliteten på nye møbler i dag er meget svingende. Vi ser alt fra stole, der ikke indeholder en skrue til rigtig fine ting, forklarer Tina Hougaard, - og det er min opfattelse, at mange gerne vil betale for at få unikamøbler til deres hjem.

- Derfor kunne det være spændende at starte sådan en produktion op i samarbejde med en møbelsnedker, for jeg ved jo, hvordan tingene laves rigtigt helt fra bunden. Så et lille sted som min forretning kan sagtens lave noget stort, og jeg tror på markedet for specielle og individuelle møbelprodukter. Tillid til produktet er afgørende for mange, og det betyder, at folk gerne vil betale for kvalitet og personligt fremstillede produkter med et individuelt design, understreger Tina Hougaard.

- Jeg er jo allerede begyndt at designe tasker og brugskunst i læder og lave flotte puder i spændende farver og designs. Jeg bruger overskudsmaterialerne fra møbelpolstringen, og jeg får hele tiden nye idéer til, hvad jeg også kunne lave. Men lige nu er planerne om en egen møbelproduktion fortsat i overvejelsesfasen, for faktisk har jeg drøntravlt med ordrer fra både private, offentlige institutioner og virksomheder, lyder det fra Tina Hougaard.

Tina Hougaard mellem sine mange forskellige designtasker. Foto: Helge Søgaard

Kirker er spændende

Møbelpolstreren viger ikke tilbage for anderledes og udfordrende opgaver. Senest har hun ombetrukket undersøgelsesbrikse til sygehuse i både Herning og Holstebro, men hun har også lavet nye hynder til sejlbåde og campingvogne, der ofte er i skæve og afvigende mål.

- Men det flotteste, jeg har lavet på de seneste, var nye hynder til kirkebænkene i den nærliggende Durup Kirke og stolebetræk til Holme Kirke ved Aarhus. Også betræk til bedeskamlerne oppe ved alteret og en broderet alterdug er det blevet til, fortæller Tina Hougaard begejstret.

- Jeg vil gerne lave flere opgaver til kirker, fordi jeg synes om det stilrene og stringente udtryk, man finder i kirkerummet. Nye flotte hynder til nymalede kirkebænke er et smukt syn, lyder det fra møbelpolstreren med blik for design og gode linjer.

Prisen på en opgave varierer meget. Stofferne kan koste fra 400 kr. for kunststofferne til næsten 3.000 kr. pr. meter, og hertil kommer timelønnen og andre materialer. Ofte er der mange timer gemt i ombetrækningen af en stol eller en sofa, afhængig af hvor slidt den er, og hvor langt ind i konstruktionen, Tina Hougaard skal for at bringe møblet helt up to date.

- Men noget af det bedste er kundernes reaktion, når de kommer for at hente et arvestykke eller husets bedste stol, der har fået nyt betræk. De har jo selv været med omkring udvælgelsen af materiale og farvesammensætning, ofte rådgivet af mig, så det er næsten som genkendelsen glæde, når de ser, hvor flot det færdige produkt er blevet.

- Selv holder jeg mest af at arbejde med klassiske stoffer i uld eller hør, fordi de bare føles helt rigtige, når man får dem i hånden, lyder det fra den travle møbelpolstrer, der drømmer videre om egen produktion af kvalitetsmøbler.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu