Allan Asp Poulsen. Foto: Privat
Mennesker

Sclerose stopper ikke Allan: Cykler fra Skørping til Alperne

06. maj 2022 kl. 16:15

I starten af juli denne sommer går det løs, når Tour de France starter i Danmark. Kun få uger forinden drager Allan Asp Poulsen fra Skørping til Alperne for at cykle nogle af de afgørende Tour-bjerge, som Tour-feltet kort tid efter skal ned og kæmpe med. Allan skal nemlig afsted med Cykelnerven, Scleroseforeningens store cykel- og fundraising-event, der alle dage har haft Tour de France-bjerge som et omdrejningspunkt.

Allan er selv diagnosticeret med den kroniske sygdom sclerose, der for ham betyder, at han kan få synsforstyrrelser og udfordringer med balancenerven – udfordringer, der kan give svimmelhed og kvalme. Også føle-forstyrrelser kan drille Allan, som primært mærker det i baglårene, når han sætter sig ned – som om, han ”sætter sig på en varmepude”.

Derfor er det i sig selv en bedrift at skulle gennemføre fire hårde dage i Tour de France-højdelandet, nemlig Alperne, sammen med Cykelnerven, hvor et hav af legendariske bjerge står på menuen. Men at vælge at cykle over 1700 kilometer ned til de resterende Cykelnerven-ryttere er det, Allan selv betegner som lidt af et projekt.

”To do”-listen skal ikke udskydes for længe

- Jeg tror, det er de færreste, der kaster sig ud i et projekt som det her, hvis der ikke er en særlig motivation, der driver dem. Og det er sådan, jeg har det med min sclerose. Den driver mig til projekter som disse, for jeg må gøre det nu, fordi jeg kan – jeg ved jo ikke, om jeg kan næste år, næste år igen eller om fem år med denne sygdom. Jeg tænker tit: ”Nu skal du ikke udsætte tingene for længe, kammerat”, fordi sygdommen har givet mig perspektiv på livet, fortæller Allan Asp Poulsen.

Allan har sideløbende med sin træning til turen en indsamling, alle og enhver kan donere til for at støtte hans kamp mod sygdommen og dermed også hans liv med sclerose. Han har også sin egen Facebook-side, hvor dem, der vil, kan følge med i hans træning op til turen samt under turen i juni

Facebooksiden kan findes på: Allan Asp/Cykelnerven 2022 - For en verden uden sclerose.

De penge, der bliver doneret gennem Allan og Cykelnerven går direkte til forskningen i sclerose – forskning, der endnu ikke har knækket koden til den invaliderende sygdom.

Allan og rytterne gør en afgørende forskel

Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af frivillige cykelentusiaster om ét fælles mål: en verden uden sclerose.

I år drager Cykelnerven for 8. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne ufortrødent vil kæmpe sig op ad de stejle stigninger. De vil kæmpe, indtil forskningen finder en behandling mod sclerose, der er en sygdom, som i gennemsnit rammer to danskere om dagen.

Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 17.747 danskere med den uhelbredelige sygdom, som oftest rammer unge mennesker i starten af 30’erne. Cykelnervens fornemmeste opgave er at stoppe denne negative udvikling og kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.

Heriblandt Allan Asp Poulsen fra Skørping.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu