På gåture til fordel for Julemærkehjemmet
GAVE: Soroptimisterne i Mariagerfjord gav donation på 10.000 kroner til ”madværkstedet”
MARIAGERFJORD: Soroptimisterne i Mariager Fjord kunne for nylig med stor glæde donere 10.000 kr. til Julemærkehjemmet i Hobro.
Pengene skal bruges på udstyr til et kommende ”madværksted”, hvor børnene kan få undervisning i madlavning.
Køkkenet skal indrettes i julemærkehjemmets gamle anneks, som kræver en stor renovering for at blive til et funktionelt køkken.
Guidede ture
Pengene til donationen har Soroptimisterne indsamlet ved at arrangere guidede gåture rundt i kommunens smukke natur.
Blandt andet satte kvinderne deres fodspor på Sem Hede, ved Trinderup Gods og i området omkring Hohøj.
Også i 2020 melder Soroptimisterne klar til at hjælpe Julemærkehjemmet ved samtidig at invitere lokalbefolkningen med ud at vandre i fjordkommunens smukke natur.
Den første af i alt fem planlagte ture afvikles mandag 20. april, hvor turen går til Odderhuset i Skrødstrup Skov med Bent Herlufsen som turleder.
Undervejs vil Anton Kristensen fortælle om en grum forbrydelse, der i 1729 fandt sted ved Odderhuset.