Overlade Badminton savner ungdommen
FJERBOLD: Til gengæld betød fravær af ungdomshold et sjældent overskud
OVERLADE: Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget.
I den forgangne sæson måtte Overlade Badmintonklub ty til en beklagelig lukning af klubbens ungdomshold.
Som en ringe trøst har lukningen imidlertid givet besparelser på trænerkontoen, og det er mundet ud i et sjældent overskud på 2184 kroner.
Ustabilt medlemstal
Tallene fremgik af badmintonformand Svend Støttrups formandsberetning, da klubben forleden holdt generalforsamling i Overlade Hallens køkken.
Svend Støttrup beklagede, at medlemstallet i den forgangne sæson har været ustabilt medlemstal - hvilket hænger sammen med, at der ikke var spillere nok til at opretholde et ungdomshold.
Formanden håber, at det til næste sæson lykkes at få besat den sidste ledige bane om mandagen, mens der i indeværende år er fuldt booket om torsdagen.
Kassereren Jørn Peter Hansen fremlagde et regnskab, der ud over et overskud i fjor viser et indestående på 54.296 kroner.