Jacob Toft Vestergaard er ny kiropraktor i Støvring. Foto: Bente Poder
Mennesker

Ny kiropraktor har fået bedre start end forventet: Er den eneste i hele kommunen

25. maj 2022 kl. 11:20

Støvring har fået en kiropraktor - og han er faktisk den eneste i hele kommunen.

Jacob Toft Vestergaard åbnede dørene til Kiropraktoren i Støvring 1. november 2021 i de nye lokaler på Jernbanegade 26. Det er dog først nu, han holder åbningsreception, da stedet har været præget af at være en stor byggeplads. Men nu er både det udvendige og indvendige helt på plads, hvilket er en god anledning til at invitere alle indenfor.

Jacob Toft Vestergaard har siddet i bestyrelsen hos Dansk Kiropraktor Forening i mere end fire år. Foto: Bente Poder

Ser hele patienten

39-årige Jacob Toft Vestergaard bor i Hadsund med sin hustru, som også er kiropraktor, og hendes to børn.

Han er uddannet fra Syddansk Universitet i 2011 og har tidligere arbejdet som kiropraktor i København, forskellige steder i Jylland og senest i Aalborg.

Det har aldrig været den store drøm for ham at åbne sin egen klinik, indtil for et par år siden, hvor det begyndte at trække i ham at få sit eget.

- Jeg har altid ment, at hvis man skulle have sit eget, skulle man også have en vision med, hvad man gerne vil. Den har jeg fundet nu, siger han og forklarer, at hans hovedfokus er at tage udgangspunkt i hele patienten, hvad der er vigtigst for patienten, og ikke kun isoleret kigge på den enkelte lidelse.

Der var et behov

Jacob Toft Vestergaard var ikke meget i tvivl om, hvor klinikken skulle placeres.

- Jeg tænkte fra start, at hvis jeg skal åbne en klinik, skal det være et sted, hvor jeg kan se, der er et behov. Det var der i Støvring, hvor man ingen kiropraktor havde overhovedet, siger han og fortæller, at han også er den eneste i hele Rebild Kommune.

Og rigtigt nok har behovet for en kiropraktor været til at mærke i de seks måneder, klinikken nu har været åben.

- Det er gået meget bedre, end jeg havde regnet med. Jeg regnede med en stille og rolig opstartsperiode, men det er gået over al forventning. Der har været godt gang i klinikken fra første dag, siger Jacob Toft Vestergaard.

Jacob Toft Vestergaard regner med at have klinikken de næste mange år. Han håber, at han i fremtiden får så travlt, at han kan ansætte en ekstra kiropraktor. Foto: Bente Poder

Onlinebooking er en succes

Der har været meget forberedelse i at åbne sit eget, og da Jacob Toft Vestergaard kun er sig selv, har han flere kasketter på i klinikken.

- Jeg har ingen sekretær, så jeg står selv for alt det administrative og at lave aftaler med patienterne. Men det er heldigvis gået uden problemer, især takket være mit onlinebooking-system, siger han.

Netop muligheden for at booke tider online har været med til, at klinikken har fået en god start, da han oplever, at patienterne finder det meget nemmere, at de selv kan gå ind og vælge præcis den tid, der passer dem.

Åbningsreceptionen er onsdag 25. maj.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu