Nørager samlede over 100 til traditionel sankthans-fejring
NØRAGER: Sankthans er en aften med traditioner – også i Nørager.
Derfor bød Nørager Borger- og Håndværkerforening velkommen til årets sankthans-fejring ved Stationsdammen med musik, tale, samvær, hygge og fællesskab.
Den indrettede plads ved dammen åbnede kl. 19, hvor gæsterne kunne forsyne sig med kolde drikke, kaffe og kage fra baren, inden årets båltaler gik på.
Baren var åben hele aftenen.
Årets båltaler var Heidi Pors, leder af Bostedet Nørager.
Hun fortalte om det særlige åbne fællesskab i Nørager, hvor folk hilser på hinanden og hjælper til i byens liv.
Hun fremhævede, at sådanne fællesskaber er noget, man kan være stolt af, og benyttede samtidig lejligheden til at takke borgerne for den varme modtagelse af Bostedet, som flyttede til byen for fem år siden.
Herefter blev bålet tændt, og aftenen fortsatte med fællessang, hvor både Midsommervisen, “Danmark, nu blunder den lyse nat” og Nøragersangen 2026 blev sunget.
Aftenen blev musikalsk understøttet af DJ Fluffy, Cecilie Viese, som bidrog til den gode stemning og fik mange til at blive hængende ved bålet, selv efter det officielle program var afsluttet.
- Vi takker mange gange for den flotte opbakning til sankthans i Nørager. Når man ser så mange glade mennesker samles og hygge sig, er det sliddet det hele værd, slutter bestyrelsen for Nørager Borger- og Håndværkerforening.