Salgselev Mathias Plæhner fra Hobro har netop fået 12 i sit afgangsprojekt på uddannelsen. Han vil fremover være en fast del af holdet hos Louis Nielsen Hobro. Foto: Louis Nielsen
Mennesker

Mathias scorer topkarakter og bliver i brillebutik i Hobro

Mathias Plæhner var simpelthen for dygtig at give slip på. Derfor fortsætter han nu hos Louis Nielsen

23. november 2021 kl. 12:20

Mathias Plæhner fra Hobro troede egentlig, han skulle være ejendomsmægler. Men da muligheden for at blive salgselev hos Louis Nielsen i Hobro bød sig, valgte han alligevel at prøve det af.

Nu har han netop fået et 12-tal for sit afgangsprojekt på optiker-uddannelsen og bliver fra starten af 2022 en fast del af butikken som optikerassistent.

- Det lå ellers ikke som en fast del af planen, at vi skulle have en optikerassistent mere med på holdet, men Mathias er simpelthen for dygtig til at give slip på, så nu har vi valgt at fastansætte ham fra marts, når han er færdig med sin uddannelse, lyder det fra indehaver og butikschef i Louis Nielsen Hobro, Nicolas Lindeholm Landor.

Især når det kommer til at tage ansvar i butikken, være en god kollega og vejlede kunder om briller har Mathias Plæhner et særligt talent, uddyber Nicolas Landor:

- Mathias er det, jeg vil kalde en menneskekender. Han er god til at have med alle slags mennesker at gøre. Det er en vigtig evne i en butik som vores med mange forskellige kunder.

Bidt af butikslivet

Netop livet i butikken og kundekontakten er også det, der gør, at Mathias Plæhner har sagt ja til at blive hos Louis Nielsen fremover:

- Jeg havde oprindeligt ikke regnet med, at jeg skulle arbejde i butik, men nu er jeg blevet fuldstændig bidt af butikslivet og optikerbranchen. Derfor er det også rigtig fedt, at jeg kan fortsætte som optikerassistent, når min uddannelse er færdig til februar, fortæller Mathias Plæhner.

Han har allerede skrevet sit afgangsprojekt fra IBC (International Business College) i Kolding. Et projekt, der som nævnt blev belønnet med et flot 12-tal.

- Jeg skrev om Louis Nielsens 2for1-tilbud med to par briller for prisen på ét par briller i mit afgangsprojekt.

- Det er noget, vi arbejder meget med i butikken, og det var derfor oplagt at tage fat i som eksamensemne, fortæller Mathias Plæhner.

Når han til marts officielt er færdig som salgselev og skifter titel til optikerassistent, vil Louis Nielsen i Hobro fejre det med kunderne, afslører butikschef Nicolas Lindeholm Landor:

- Vi kan endnu ikke løfte sløret for, hvordan vi fejrer det, men der vil i butikken blive en festlig markering af, at Mathias bliver en fast del af butikken, siger han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu