Billede beskrivelse

Løgstør-frisør har valgt en ny familie

Succesrig Løgstør-frisør med i Zoom by Zoom

02. maj 2022 kl. 10.59

LØGSTØR: Stine Fælled, der siden 2014 har drevet Hårdesign Løgstør med salon på Østerbrogade 11A, træder fra 1. juni 2022 ind i frisørfamilien Zoom by Zoom. Det skal ruste Løgstør-frisøren til fortsat vækst i fremtiden og sikrer, at kunderne tilbydes de nyeste trends indenfor hårmode.

Når kunderne træder ind i Hårdesign Løgstør den 1. juni 2022, bliver man mødt af et nyt navn og en ny facade, men ellers er stemningen, den gode service og personalet stadig de samme.

- Salonen er ikke solgt. Men vi er gået med i et samarbejde med Zoom by Zoom, og får ”frisørsøstre og brødre” i Thisted, Skive, Nibe, Fredericia og Aalborg. Det betyder, at vi bliver en del af et fælles koncept, og vi får eksklusiv adgang til sparring og personlig udvikling på det prisvindende Pact Education, ligesom vi kommer til at nyde godt af indkøbsfordele. Men vigtigst af alt er, at vi ikke længere står alene, som vi har gjort det tidligere også under Coronaen. Nu er vi en del af en ”frisørfamilie”, hvor vi kan trække på hinandens erfaringer mv. i det daglige, fortæller Stine M. Fælled.

Coronaen satte gang i beslutningen

Stine M. Fælled er en af de mange af landets cirka 6.000 frisører, der driver salonen alene. Hun oplevede på egen krop, hvad det betød for hende under Coronaen.

- Man sidder mutters alene med en knugende usikkerhed omkring, hvad fremtiden bringer. Der er ingen steder at gå hen og hente sparring på f.eks. hele det omfattende papirarbejde omkring støtteordningerne og så videre. Vi startede med at lukke ned i fem uger og i anden omgang i næste fire måneder, og det var her, jeg fandt ud af, at Zoom by Zoom ville være det rigtige for mig, fortæller Stine M. Fælled.

Efter et kæmpe frisørevent i København i november sidste år, arrangeret af hårproduktfirmaet Pact Nordic, som Zoom by Zoom er tæt forbundet med, blev beslutningen taget. Hun ringede til Zoom by Zoom allerede på vej til lufthavnen. Efter julen gik forhandlingerne i gang og alt var på plads i marts.

- Jeg var blevet sulten på faget igen. På at dygtiggøre mig og udvikle min forretning, få endnu flere glade og tilfredse kunder og det kan Zoom by Zoom.

De har en enorm kærlighed til faget, og de higer efter at dele deres erfaringer med alle andre. Det handler om at gøre os alle sammen bedre. Jeg kunne bare se, at Zoom by Zooholdet buldrede frem på trods af Coronaen, fordi de var et hold, der støttede hinanden og ikke stod alene, fortæller Stine M. Fælled.

Frisør i blodet

Hun blev i 2003 udlært hos Team Hårlokken i Aars og har de seneste 18 år arbejdet i Hårdesign Løgstør - siden 2014 som ejer af salonen.

- Jeg elsker Løgstør og alle de kunder, der har været forbi og gennem årene. Coronaen har betydet farvel til nogle kunder og goddag til nye. Vi er utrolig glade for den enorme opbakning, vi har haft gennem årene, siger Stine M. Fælled.

Hun glæder sig over, at tidligere ansatte, der nu studerer udenbys, træder til, når det kniber med ledige hænder.

- Mine sidste tre elever har hentet medaljer med hjem til deres svendeprøver, og det kan godt gøre en lidt stolt. Vi har ingen elever lige nu, og det hænger sammen med usikkerheden omkring Coronaen. Men med den på afstand og det, at vi nu kommer med i Zoom by Zoom og dermed kommer på forkant med de nyeste klippemetoder, nyeste trends indenfor hårmode og får adgang til uddannelse hos Pact Education, bliver vi dermed endnu mere attraktive som læreplads. Zoom by Zoom er et koncept der har mange karriere muligheder. Så når vi har fået hele holdet sat de kommende måneder, bliver der også plads til en elev igen, siger Stine M. Fælled, der aldrig nogensinde haft så travlt, som hun har lige nu.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste