Billede beskrivelse

Hobro IK har mistet en fantastisk ildsjæl - Allan 'Danske' Andersen blev mindet med store klapsalver

Hobro IK sagde mandag farvel til en af klubbens helt store ildsjæle

11. april 2023 kl. 12.55
Opdateret kl. 13.06

HOBRO: Et fuldt minuts klapsalver dundrede tidligt mandag eftermiddag gennem DS Arena, da Hobro IK officielt tog afsked med en af klubbens allerstørste ildsjæle gennem de seneste 20 år, Allan "Danske" Andersen.

Både hos hans familie - hans hustru, hans forældre og hans lillebror, som sad på lægterne - og hos mange blandt klubbens ledelse, trænerteam og spillere sad følelserne uden på tøjet under hele opgøret, der heldigvis blev kronet med en tiltrængt sejr, som cheftræner Martin Thomsen dedikerede til netop Danske.

For hans betydning for Hobro IK er ikke sådan bare lige at gøre op, fortæller hans venner.

- Han har betydet utroligt meget for klubben. Han har brugt i tusindvis af timer herude, og der er nærmest ikke den opgave, han ikke har taget på sig i løbet af årene, fortæller Peter Thomsen, tidligere Hobro IK-spiller og en af Allan Danske Andersens nære venner.

Danske begyndte sin frivillige karriere i Hobro IK for godt 20 år siden og nåede at være holdleder ad flere omgange, stadionspeaker, sikkerhedschef, bestyrelsesmedlem og senest formand for fanklubben. Noget, der bragte ham i berøring med utroligt mange mennesker.

Men sent fredag aften sluttede Danskes på en hospitalsstue i Skejby. Han døde af en blodprop i hjertet bare 44 år gammel. Og det har ramt både Hobro IK og i særdeleshed venner og familie hårdt.

- Det her er et kæmpe tab. Og mandag var en hård dag på stadion. Det må man bare sige. Jeg var meget imponeret over, at hans familie mødte op, men jeg tror, de ville have den oplevelse med, siger Lars Justesen, teknisk chef i Hobro IK, der også igennem mange år har kunnet kalde Allan Danske Andersen for sin ven.

Læs mere om Allan 'Danske' Andersen på nordjyske.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste