Hårdt slid har skaffet Anna fra Aars sit gennembrud
AARS: Det går stærkt for 20-årige Anna Klausholm fra Aars.
Den talentfulde badmintonspiller deltog ved det nys overståede EM i Spanien og vandt sammen med sin faste makker, 21-årige Lærke Hvid, sensationelt over de andenseedede Margot Lambert/Camille Pognante, som ligger nummer 18 i verden.
I kvartfinalen måtte de dog strække våben mod landsmændene Kathrine Vang og Mette Werge, der endte med bronzemedaljerne.
Netop nu deltager Anna Klausholm i Uber Cup (kvindernes VM for landshold) i Horsens, hvor hun lørdag fik sin debut.
- Jeg spillede sammen med en anden makker, Simona Pilgaard, mod verdens tredjebedste double i vores kamp mod Kina. Det var en hård omgang, men der var ingen forventninger om, at vi kunne vinde, så det var bare om at gå ind og nyde det. Og det var ret fantastisk, siger hun.
Nyligt gennembrud
Danmark tabte samlet 5-0 til Kina, men efter en sejr over Indien fredag skal landsholdet mandag i kamp mod Ukraine.
Hvis det resulterer i en sejr, og Kina som forventet slår Indien, er holdet kvalificeret til knockoutkampene. Modstanderen findes ved lodtrækning.
Anna Klausholm er først for nylig slået igennem og er primært med landsholdet for at høste erfaring, men det er alligevel et stort skridt opad.
- Jeg har ikke været en del af landsholdssatsningen. Jeg har godt nok været med til nogle samlinger, men er ikke blevet udtaget. Det ændrede sig, da jeg vandt sølv ved DM. Siden er det gået rigtig stærkt, og alene det at være udtaget er stort for mig, siger hun.
Anna Klausholm begyndte at spille badminton som otte-årig og skruede for alvor op for træningen, da hun kom på idrætsefterskole i Ikast.
- Skolen i Ikast har klart det højeste niveau i badminton, så det er der, man møder den hårdeste modstand, men der er også dygtige unge inden for andre sportsgrene, og det at bo sammen med andre, der vil det samme, er meget inspirerende, fortæller hun.
Ikke andet end badminton
Fra efterskolen gik turen videre til gymnasiet, hvor hun var på den såkaldte Team Danmark-ordning.
- Jeg fravalgte at bruge et ekstra år, men det gav mulighed for højere fravær og ekstraundervisning, uddyber Anna Klausholm.
Hun er nu i sit sabbatår og laver ikke andet end at spille badminton.
Efter at have været tilknyttet talentcentre i Aarhus, Aalborg og Odense træner hun nu i talentcenteret i Brøndby.
Hun spiller holdkampe for et tjekkisk, et svensk og et dansk hold, og nu er hun altså også en del af landsholdet.
- Jeg er ikke noget supertalent og har virkelig arbejdet hårdt for at udvikle mig. At nå hertil er ret vildt, og det giver mig selvfølgelig endnu større motivation til træning, siger hun.
Fedt at leve af det
Hun er datter af Karsten og Nina Klausholm, som bor i Ll. Binderup ved Aars.
Her har Anna dog stort set ikke boet, siden hun drog på efterskole.
- Indtil nu har jeg boet privat i nærheden af de steder, jeg har trænet. Nu er jeg flyttet til København, hvor jeg skal bo alene i en lejlighed i Sydhavnen, fortæller hun.
Kun badmintoneliten kan leve af deres sport, og det kan Anna Klausholm altså ikke.
- Jeg har nogle små sponsoraftaler og får betaling for mine klubkampe, men jeg bliver nødt til at finde et arbejde, for at det kan løbe rundt. Men det ville da være fedt, hvis man kunne leve af det, siger hun.