Jeg overvejer hele tiden nye fugle, siger Gitte Klarup. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Glasfuglene er blevet Gittes signatur som glaskunstner

Netop nu er det 25 år siden, de første glasfugle fløj fra værkstedet hos Glas & Glimt i Skørping

14. november 2021 kl. 10:00

Gitte Klarup er oprindeligt skawbo, men uddannelse og jobs førte hende først til Aarhus og sidenhen til Skørping, hvor det var et krav, at der var plads til hendes glasværksted, da der skulle findes et hus.

Det gik i opfyldelse med den nuværende adresse lige i udkanten af skoven, hvor fuglene flokkes både på terrassen og inde i glasværkstedet. For fugle findes i rigt mål både ude og inde hos Gitte Klarup, der nu fejrer sit 25 års jubilæum med Glas & Glimt i Skørping. Blandt andet med et stort såkaldt 2. sorteringsmarked 4. december.

- Navnet Glas & Glimt kom faktisk ud af ingenting, da jeg startede, men i dag siger det jo alt om min produktion af glaskunst, lyder det fra den kreative og dygtige glaskunstner, eller kunsthåndværker, som hun egentlig helst vil kaldes.

- Jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog, men det blev aldrig rigtig mig, forklarer Gitte Klarup.

- Jeg har altid været glad for at bruge mine hænder, så jeg syede, strikkede og tegnede og fik som barn altid at vide, at jeg var god til det, så det kreative har altid boet i mig, siger Gitte Klarup, der i øvrigt mener, at kunst er noget, der kommer indefra.

Webshoppen tjekkes dagligt. Foto: Helge Søgaard

Kirkevindue inspirerede

- En gang cyklede jeg forbi Risskov Kirke i Aarhus, og der faldt mit øje på glasmosaikken i kirkens vinduer. Det er så smukt, var min først indskydelse, og jeg er sikker på, at det var der, inspirationen til at arbejde med glas kom fra. Det voksede ganske enkelt frem inde i mig, forklarer Gitte Klarup, der sidenhen har været langt omkring med både engle, stjerner, relieffer og ikke mindst glasfisk, som fik selv de blå havnemænd fra fødebyen Skagen til at købe glaskunst.

Men det begyndte altså i Aarhus længe inden da, fordi oplevelsen med kirkevinduerne fik Gitte Klarup til at opsøge gamle glarmestre, der kunne lære hende teknikken med blyindfatning og farvet glas.

Selvom de var dygtige, så føltes det alligevel ikke rigtigt, og derfor tog Gitte Klarup uddannelsesorlov og startede på et kursus på Aarhus Kunstakademi, hvor der kom endnu en oplevelse med glas, der fik betydning for hendes karriere som glaskunstner. Her mødte hun glaskunstneren Ann Brewster af engelsk oprindelse, da hun sad til en time i farvelære.

- Du skal komme hjem til mig, for så skal jeg lære dig, hvordan du kan komme til at arbejde med indfarvning af glas, sagde Ann Brewster til mig, forklarer Gitte Klarup, der fortsat har tæt kontakt til sin læremester, der i dag leverer farver og materialer til Glas & Glimt.

Naturligvis har Gitte Klarup siden da arbejdet med såvel eget design som på at udvikle sig som glaskunstner, og hun understreger, at der sjældent kommer nogen og fortæller en, hvad man skal gøre, når man betræder nye veje i arbejdet med at smelte glas.

- Rigtig mange havde travlt med at fortælle mig, at det sikkert kun var en dille, der ville gå over om et par år, men jeg blev stædigt ved og kan i dag sige med sikkerhed, at jeg er kommet på den helt rette hylde, hvor alle arbejdsdage i værkstedet faktisk gør mig glad, fastslår Gitte Klarup i dag.

Glasfugle i lange rækker hos Gitte Klarup. Foto: Helge Søgaard

Serieproduktion af fugle

Huset i Skørping rummede først værksted og butik i kælderen, hvor jazzmusikken akkompagnerede arbejdet fra en radio, der balancerede oven på olietanken.

Sidenhen er der kommet et nyt værksted til, og butikken er omdannet til en blomstrende webshop, hvor både private og forhandlere dagligt lægger mange ordrer ind fra hele landet samt fra Norge, England, Schweiz og Tyskland, så kunsthåndværket er blevet til en hel serieproduktion. De seneste 10 år har det især været hendes smukke og farverige serie af glasfugle, der har gået sin sejrsgang.

- Og det giver mig faktisk lidt overvejelser, lyder det fra Gitte Klarup.

- For selvom hver enkelt fugl jo er resultatet af en kunstnerisk og kompliceret proces, hvor form og farver skal lægges helt rigtigt, så er der jo tale om mange gentagelser af det samme produkt. Dybest set er det jo rigtigt fint, men det balancerer reelt set mellem, at man skal kunne leve af sin kunst, men samtidig også opfylde lysten til at arbejde med unika og andre kreative værker.

- Heldigvis har jeg hele tiden nye fugle i tankerne, ligesom jeg stadigvæk tumler med, hvordan jeg skal lave en stær med de hvide prikker, så den ser rigtig ud, forklarer Gitte Klarup.

- Herudover tager jeg også fra tid til anden andre opgaver ind, når tiden vel at bemærke er til det. Det er den på ingen måde her op til jul, hvor glasfuglene er oplagte gaveartikler, men til foråret skal Gitte Klarup til at arbejde med en glasdøbefond til en kirke i Vendsyssel.

Men der er også tanker i gang om en helt ny serie glaskunst med afsæt i naturen. Noget som Gitte Klarup også bruger som afsæt for at vedligeholde kreativiteten i den omfattende serieproduktion af de populære, dekorative og smukke glasfugle, der skal være klar til julehandelen.

Gitte Klarup i sit værksted. Foto: Helge Søgaard

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu