Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fra frivillig til VM-løber: Sidsel gennemførte fem kilometer i København

30. september 2026 kl. 06.02

AALESTRUP: Siden 2015 har Sidsel fra Aalestrup brugt flere af sine ferier som frivillig ved internationale håndboldslutrunder. Lørdag 19. september var rollerne byttet om, da hun selv blev deltager ved VM i løb i København.

Det oplyser Sport Event Denmark i en pressemeddelelse.

Sidsel gennemførte fem kilometer som en del af Sport Event Denmarks initiativ Sammenholdet, der sætter fokus på frivillige ved internationale sportsevents.

Forud for løbet havde hun sat sig som mål at kunne løbe de fem kilometer uden pause.

- Det føltes godt. Det var en god rute. Den var nem at løbe, og så var der bare gode mennesker og folk, der heppede og havde gjort noget ud af det. Folk var søde ude på ruten og stod og heppede, fortæller Sidsel.

Fra teamguide til deltager

Tidligere på året var Sidsel frivillig ved EM i herrehåndbold i Herning. Her var hun teamguide og tæt tilknyttet et af de deltagende hold.

Ved VM i løb var det i stedet andre frivillige, der arbejdede omkring arrangementet, mens hun selv var deltager.

- De stod også og heppede og klappede og forsøgte at give os noget energi. Det tænker jeg er ret væsentligt som frivillig. Det er én ting, alt det man hjælper med, men det, at man også kan se, at de synes, det er fedt at være en del af det, gør også noget for os andre, siger hun.

Frivillige samlet på tværs af events

Sammenholdet samlede frivillige fra forskellige internationale sportsevents, der er blevet afholdt i Danmark i 2026.

Ved VM i løb fik de mulighed for selv at være deltagere og samtidig møde andre frivillige og udveksle erfaringer.

- Det har været virkelig sjovt. Man kan mærke, at det er nogen, der er vant til at møde nye mennesker, så snakken falder bare naturligt. Og så har man lige haft nogen at holde sig til på vej ind i det her vilde setup, siger Sidsel.

Ifølge Sport Event Denmark skal initiativet sætte fokus på den rolle, frivillige spiller ved internationale sportsevents i Danmark.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste