Seneste nyt
Billede beskrivelse

Frivillig Fredag slår deltagerrekord med længder

25. september 2026 kl. 06.01

VESTHIMMERLAND: Flere end 400 frivillige har taget imod invitationen om at deltage ved den årlige hædring af de frivillige i Vesthimmerlands Kommune. 

Dermed slår Frivillig Fredag deltagerrekord, når arrangementet i dag fredag løber af stablen i Aalestrup Idrætscenter.

Siden 2018 har deltagerantallet været støt stigende, men i forhold til sidste års deltagerantal på knap 300 er der sket et gevaldigt hop.

Det glæder formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Per Nyborg (C).

- Frivillig Fredag er et helt særligt højdepunkt på året, fordi vi får mulighed for at sige tak til nogle af de mange mennesker, der bruger deres tid og kræfter på at gøre en forskel for andre. 

- At vi i år bliver så mange, siger noget om, hvor stærkt frivilligheden står i Vesthimmerland. De frivillige er med til at skabe aktiviteter, fællesskaber og liv i vores byer og lokalsamfund. Det fortjener et stort klap på skulderen, og det er netop det, Frivillig Fredag handler om, siger han.

Priser og hæder

På dagen er der oplæg ved Karen Marie Lillelund om humor som værktøj samt fællessang med Sangkraft Vesthimmerland. 

Det begynder klokken 15 med kaffe og kage til en start, og senere er der så en bid brød, inden det hele slutter klokken 19. 

Der er flere priser og hædersbevisninger på spil. 

Det er Frivilligprisen, Fritidsprisen og Foreningsprisen, og derudover hædrer man de idrætsambassadører, der har ydet en særlig indsats i det forgangne år.

Foreningsprisen er helt ny og gives til en foreningsbestyrelse, som har vist stor innovation med for eksempel medlemshvervning, grøn omstilling eller nye faciliteter. 

Vinderen modtager en check på 10.000 kroner.

Her er de nominerede

  • Der er otte indstillede til Frivilligprisen, som gives til en person eller gruppe, der har ydet en særlig frivillig indsats i det sociale arbejde i Vesthimmerland:
  • Holger Pedersen, Løgstør.
  • De Grønne, Aalestrup.
  • Røde Kors Hjemmets Frivillige Hænder
  • Pedelklubben på Ullits Friskole.
  • Ketty Christensen, Vester Hornum.
  • Jytte Nielsen, Gedsted.
  • Kristvør Hentze Nielsen, Aars.
  • Brian Nielsen, Aars.
  • Fritidsprisen (12 indstillede):
  • Jesper Dybdal, Fjelsø-Gedsted Fodboldforening.
  • Jan Vestrup, Løgstør Gym & Fit,
  • Henrik Juul Jensen, Nord Vesthimmerland Jagtforening.
  • Frederik Holmgaard Pedersen, Strandby IF.
  • Lene Toft Haugaard, Vilsted Idrætsforening.
  • Byggeudvalget, Naturrum Cimbrerhøjen, Aars.
  • Lotte Kosack, Farsø KFUM Håndbold.
  • FDF Salling
  • Mads Bruntse, Farsø Rideskole.
  • Ingrid Christensen, Aalestrup IF Gymnastik.
  • Kristian Boe Christoffersen, Aalestrup IF.
  • Elsebeth Holm Pedersen, Senioridræt Aalestrup.
  • Foreningsprisen:
  • Farsø Petanqueklub
  • Hvalpsund Kultur og Bogcafé
  • Løgstør Håndboldklub
  • DDS Spejderne i Aars
  • Løgstør Golfklub
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste