Lokalt fitnesscenter fejrer 15 år i Aars
AARS: Aars Fitness kan fejre 15-års jubilæum.
Fitnesscentret holder til hos Aars Idrætsklub på Lyngsøvej og har omkring 200 medlemmer fra 15-årsalderen og op til seniorer.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aars Fitness.
Centret har medlemmer fra hele Vesthimmerlands Kommune og holder åbent fra klokken 05.00 til 22.00.
I Aars Fitness er der 14 instruktører, som er uddannet gennem DGI. De tager imod nye medlemmer, introducerer dem til maskinerne og laver en træningsplan.
Tre dage om ugen er der desuden gymnastik før eller efter træningen. Bagefter er der mulighed for at mødes over gratis kaffe og småkager.
Der er også tilknyttet en fysioterapeut, som giver råd og vejledning.
Det sociale fylder også
Det sociale samvær er ifølge Aars Fitness en vigtig del af centret.
Et aktivitetsudvalg står derfor bag fire arrangementer i løbet af året. Det gælder en sommerudflugt, grillaften, julehygge med æbleskiver og julefrokost.
Nogle af aktiviteterne er gratis, mens der til andre betales et mindre beløb.
Jubilæum med musik og fortællinger
15-års jubilæet bliver fejret 1. oktober i Restaurant Messen, hvor medlemmer kan deltage med ledsager.
Her bliver der serveret en treretters menu med et glas vin og kaffe, og Ronnie Flyvbjerg Olesen står for underholdningen.
Ronnie Flyvbjerg Olesen er til daglig kapelmester i Mariehaven og for Birthe Kjær. Ved jubilæet vil han spille klaver og fortælle om sit liv som adoptivbarn, der som spæd kom til en musikalsk familie i Midtjylland.
- Vi skal naturligvis også synge fællessange, som er en unik og stærk kulturarv, vi har i Danmark, siger Ronnie Flyvbjerg Olesen, der ser frem til aftenen i Aars.