Billede beskrivelse

Er Jesper årets bedste? Det er meget muligt

27. februar 2026 kl. 06.03

BLENSTRUP: Som det eneste gulvfirma i Jylland er J.S. Gulvservice i Blenstrup nu med i slutspurten om at blive Årets Gulvmand. Firmaet ejes og drives af Jesper Sørensen, som faktisk har prøvet det før.

- Vi var med i finalen for to år siden, hvor vi desværre ikke vandt, men det regner jeg da bestemt med, at vi gør nu. Man skal jo tro på det, siger han.

Konkurrencen indgår i Årets Håndværker, hvor gulvlæggerne er en af 27 forskellige fagkategorier. Finalisterne kåres udelukkende på baggrund af de kundeanmeldelser, der gennem året er afgivet på www.anmeld-haandvaerker.dk

For Jesper Sørensens vedkommende har han altså mange og tilfredse kunder.

- Det må man da gå ud fra. Jeg opfordrer ikke kunderne til at anmelde, men når jeg sender en faktura ud, er der også et link til et skema, man kan udfylde. Det foregår helt automatisk, siger han.

Finanskrisen ramte hårdt

Firmaadressen i Blenstrup er også privatadresse, hvor Jesper Sørensen bor sammen med sin kone, og hvor han er født og opvokset. Firmaet blev etableret i 2010, da han pludselig stod uden arbejde.

- Jeg havde været i lære som tømrer uden at fuldføre og var begyndt at arbejde som gulvlægger i et firma, men finanskrisen gik hårdt ud over omsætningen, og så røg jeg ud. Så tænkte jeg, at jeg bare kunne begynde for mig selv, fortæller han.

Billede beskrivelse

Firmaet har kun én ansat ud over mester selv, men det har været meget større.

- For seks år siden nåede vi op på syv-otte medarbejdere, men det fungerede ikke. Alt for meget tid gik op i at samle opgaver og koordinere arbejdet, så alle havde noget at lave. Det var for stressende, og jeg tjente heller ingen penge. Det gør jeg nu, hvor jeg kun har en ansat, og der er ikke noget stress, siger Jesper Sørensen.

Opgaverne kommer primært fra boligforeninger, derefter følger private og virksomheder.

Kåringen finder sted 15.-16. april i Cirkusbygningen i København, og går det, som Jesper Sørensen håber og tror, skal kunderne ikke forvente at se ham dagen efter, hvis han vinder.

- Det skal fejres. Helt sikkert, siger han med et stort grin.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste