Ejendomsmæglere slår sig sammen
Allan Kristensen har pr. 15. februar købt sig ind i Asger Larsens mæglerfirma
Der er måske ingen af dem, der ligefrem kan ”sælge sand i Sahara” - men til gengæld har de begge et usædvanligt talent for at sælge ejendomme i Vesthimmerland og Jammerbugten.
Fremover har de tænkt sig at gøre det sammen under navnet Mæglerfirmaet Asger Larsen og Allan Kristensen ApS”
Allan Kristensen har nemlig pr. 15. februar købt sig ind i Mæglerfirma Asger Larsen, der siden 2004 har været en – central - del af bybilledet i Løgstør.
Allan Kristensen, der i mere end 12 år har været ansat hos EDC, har i forvejen mange års erfaring som mægler i området, og føler sig således allerede hjemme, både i virksomheden, faget og lokalområdet.
- Jeg glæder mig til at drive mæglerforretning med Asger, som for længst har bevist sit værd i området. Han har over en længere periode været bedst sælgende mægler i Vesthimmerland, og
det skyldes, at han driver sin forretning på nogle solide og grundlæggede værdier; høj faglighed, service og købmandsskab.
- Jeg glæder mig til at blive en del af virksomheden – og jeg glæder mig over, at vi ved at forene vores kompetencer styrker en i forvejen sund forretning yderligere, siger Allan Kristensen, der selv er født og opvokset i området og som en ekstra kompetence også har en håndværksmæssig baggrund med i bagagen.
Allan Kristensen og Asger Larsen har en fælles ambition om - sammen med de øvrige fem ansatte i virksomheden - at ” være den lokalt forankrede, men mobile mæglerforretning, der uafhængigt og fleksibelt kan varetage køber og sælgers behov i øjenhøjde”.
- At købe nyt hus, investere i et fristed, flytte uden for bygrænsen eller ind i hovedgaden, er en livsforandring – og det skal der være tid til at tage med i alle overvejelserne. Og uanset hvor fin en handel har været, så er der sikkert noget vemodigt over at lukke døren bag sig for sidste gang, når man har solgt.
- Samtidig er køb og salg først og sidst forbundet med godt købmandskab, og hvis alle skal gå glade hjem - og det skal de - så skal mægleren kunne sit håndværk, lyder det fra de to nybagte kompagnoner på det lokale boligmarked.
“Mæglerfirmaet Asger Larsen og Allan Kristensen ApS” får hovedkontor i Løgstør og udstilling i Fjerritslev og bygger i øvrigt på dyder som ”erfaring, flid og veldokumenterede resultater”.
Der vil på et senere tidspunkt blive holdt en reception for at fejre samarbejdet - når den slags i øvrigt igen lader sig gøre.