Billede beskrivelse

Ejendomsmægler skifter til konkurrent

02. maj 2022 kl. 09.53

Peter Asbjørn Poulsen, der er manden bag den nye Home-butik i Aars, har endnu ikke slået dørene op til den nye forretning på Himmerlandsgade 65A, men han har lige ansat sin første kollega.

Det er ejendomsmægler Kamilla Kristensen, 37 år, der kommer fra en stilling som ejendomsmægler hos EDC i Farsø.

Og det var faktisk også her, hvor Peter Asbjørn og Kamilla arbejdede sammen i halvandet års tid, at de fandt ud af, at de gik rigtig godt i spænd som kolleger.

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Peter Asbjørn. Vi har en fælles opfattelse af, hvordan tingene skal gøres, og det glæder jeg mig til at føre ud i livet, siger Kamilla Kristensen i en pressemeddelelse.

- Vi har bare god kemi og respekt for hinandens evner og faglighed, så da jeg fandt ud af, at jeg skulle være indehaver i Home-kæden, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville have Kamilla med på holdet. Og nu er det heldigvis lykkedes, at få mit eget ’dream team’, supplerer en glad Peter Asbjørn Poulsen, der med sine 29 år en af de yngste indehavere i Home-kædens 185 butikker.

Kamilla Kristensen har været vidt omkring i sit arbejdsliv – dog altid inden for salg – og hun er blandt andet uddannet materialist.

- Siden handelsskolen har jeg altid sagt, at jeg skulle lære at ’sælge sand i Sahara’, og siden har jeg takket ja til de muligheder, der er kommet min vej, og har på den måde haft fornøjelsen af at komme hele vejen rundt i salgsverdenen, fortæller Kamilla Kristensen, der er opvokset i Farsø, men flyttede til Aalborg i en årrække, da karrieren trak hende i den retning.

Siden 2017 bor hun igen i Farsø sammen med sin kæreste Torben og deres sønner Anton og Arthur.

- Farsø har jo bare det hele, og det er et dejligt sted for børn at vokse op og få god tid til at være barn, lyder det fra Kamilla Kristensen, der i 2021 fik uddannelsen som ejendomsmægler.

I de første uger i sit nye job hos Home Aars arbejder Kamilla Kristensenjemmefra, indtil håndværkerne er færdige, og Home-butikken er klar til at tage i brug.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste