Britta blev hædret med pris - nu vanker der kage til 125 frivillige
LØGSTØR: 52-årige Britta Hougaard fra Løgstør blev den endelige vinder, da Vesthimmerland Kommunes Kulturråd søndag uddelte årets kulturpris i Vesthimmerlands Musikhus ALFA.
Prisen tildeles især for hendes indsats for De Kreative Frivillige, der som gruppe også var indstillet til prisen, og for hvem hun i høj grad har været og er primus motor.
De Kreative Frivillige blev stiftet så sent som i februar som en undergruppe under Nutidens Kvinder, der i samme ombæring skiftede navn til Nutidens Frivillige.
Gruppen udspringer af sidste års udstilling af blomsterkunstneren Johnny Haugaard. Den bredte sig fra Aars til Aalestrup, Farsø og altså også Løgstør, hvor Britta Hougaard indtog rollen som den lokale koordinator.
- Vi blev lynhurtigt 125 frivillige, der deltog i opbygningen af udstillingen, og da det sluttede, var der en enorm gejst og lyst til at føre arbejdet videre. Vi overtog "bølgerne", der indgik i udstillingen, og nogle af de andre i gruppen fik dem stillet op og udsmykket på Skoleengen, hvor de har stået indtil nu som en legestation for børn og som udsmykning. Fra oktober til december lavede vi en ny udstilling "Fortid, Nutid, fremtid", som fortalte historien om Løgstør. Der blev bygget 10 figurer og en kreds af små mænd, som nu er udstillet på forskellige steder i byen. Alle i gruppen har smag for mere, og min mailingliste er nu oppe på 136, fortæller Britta Hougaard.
Hun er, for at sige det mildt, ikke uvant med foreningsarbejde og har, siden hun flyttede til Løgstør i 1994, blandet sig i lidt af hvert.
For blot at nævne nogle har hun længe været engageret i FDF som formand og leder, hun var i en periode medlem af Rotary, hun har siddet i bestyrelsen for Nutidens Kvinder, har udført en lang række opgaver for Løgstør Byfest, hvor hun nu kun er ansvarlig for byfestens tombola og hjælper med andre ad hoc-opgaver som for eksempel at samle de 75 frivillige, der skal bruges i baren ved årets Bierfest, hun er sekretær i Kanaljazz og er med i gruppen Mere Friluftsliv og juleudvalget ved Løgstør Handel.
- Det begyndte, da jeg flyttede til byen, hvor jeg kom ud i en række foreninger sammen med mine tre børn og lærte en masse mennesker at kende, og så var det naturligt at give et nap med, hvor jeg kunne. Det har så grebet lidt om sig, og jeg har også skullet lære at sige fra. Blomsterudstillingen var et kæmpe arbejde, siger hun.
Britta Hougaard er uddannet dekoratør og blomsterdekoratør og drev i 2002-2007 butikken Minnas Blomster. Siden har hun haft forskellige job og har for nuværende stykket et arbejdsliv sammen på tre forskellige arbejdspladser.
Men der er, som det fremgår, stadig tid til at levere et stykke frivilligt arbejde hist og pist.
- Jeg synes, det giver mig meget. Det at skabe noget sammen med andre giver energi, og så er det fantastisk at se mennesker blomstre. Da vi startede med at bygge udstillingen op, meldte der sig flere med psykiske eller fysiske udfordringer og derfor havde svært ved at være sammen med mange mennesker eller arbejde fysisk. De havde lyst til at bidrage, men var noget i tvivl om, hvordan, men opgaverne som at samle sten, mos og andre materialer, som vi skulle bruge, kunne alle klare. Jeg er meget optaget af, at der skal være plads til alle. Alle kan noget, alle er noget værd og kan bidrage. Det er kun et spørgsmål om, hvordan, siger Britta Hougaard.
Hun fortæller, at hun havde lidt delte følelser, da hun vandt kulturprisen.
- Jeg var lidt oppe imod mig selv, fordi "De kreative Frivillige", altså hele gruppen, også var nomineret. Jeg synes, de har fortjent den også, uden dem, stod jeg ikke med prisen i hånden, men de har selv indstillet mig personligt, så jeg tager imod prisen med hele mit stolte hjerte. Nu tænker jeg, at de nok skal have et stykke kage. Hvis jeg tør, bager jeg selv, siger Britta Hougaard.
Der var fire nominerede til kulturprisen. Ud over de nævnte var det Strandby Eventen og Lokalhistorisk Forening for Ullits & Foulum.
Overrækkelsen skete i forbindelse med afslutningsarrangementet under Kultur- og Sundhedsugen i Vesthimmerlands Kommune. Her var der mere end 40 arrangementer fordelt mellem kommunens byer og aktører.
Der har blandt andet været seniormesse, foredrag med Christian Degn, debat om bosætning, koncert med Alberte Winding & Andreas Fuglebæk og meget mere.