Leon Sebbelin.  Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Borgmester glæder sig til at læse andet end dagsordener

I ferien læser han i stedet Jesper Wung Sungs ”En anden gren”

24. juli 2021 kl. 09:00

Lige inden sommerferien begyndte, fik borgmester for Rebild Kommune Leon Sebbelin tilsendt en bog fra Kommunernes Landsforening.

”Kommunal politisk lederskab” hed den.

- Men det er altså ikke sikkert, at det lige bliver den, som jeg får læst her på terrassen i sommer, lyder det fra den travle borgmester, der til gengæld har en ganske anden bogtitel i tankerne.

- Normalt læser jeg aldrig bøger, fordi en meget stor del af mit arbejde består i at læse udvalgsdagsordener og forberede mig til kommende møder, lyder det fra Leon Sebbelin, der lægger vægt på at være velforberedt til alle møder.

Borgmesterposten indebærer også medlemskab af KL’s bestyrelse og Kommunekontaktrådet foruden en lang række andre bestyrelser og fora, så aften, tidlig morgen og i løbet af weekenden læses der dagsordener.

- Men heldigvis er det sommer nu, og selvom jeg har et par vielser og nogle andre officielle pligter i kalenderen her i ferietiden, så har jeg fundet en god bog i reolen, som jeg vil læse her på terrassen, fortæller Leon Sebbelin.

Bogen ”En anden Gren” af forfatteren Jesper Wung Sung blev hædret med litteraturprisen De gyldne Laurbær i 2017. Den handler om forfatterens oldeforældre.

I 1902 åbner Københavns Tivoli en eksotisk og spektakulær udstilling, hvor man kan opleve rigtige kinesere blive vist frem for den undrende danske befolkning. Blandt kineserne er San Wung Sung. Mellem gæsterne er danske Ingeborg Danielsen, der hovedkuls forelsker sig i San. Det vækker skandale, for kvinder, der omgås kinesere, er kun halvkvinder, der udstødes fra det danske samfund og som mister deres statsborgerskab.

- En fantastisk fortælling, der i den grad sætter nutidens tolerance og fremmedhad i et tankevækkende perspektiv, lyder det fra Leon Sebbelin, der gerne indrømmer, at det er hans hustru, forfatteren Ingeborg Sebbelin, der har anbefalet bogen.

- Bogens handling og dens karakterer trækker også tråde til mit eget ophav, fordi jeg kan føre mit slægtsnavn tilbage til ca. 1830, hvor den første Sebbelin i Danmark kom fra Holsten i Tyskland og bosatte sig i Bælum. Så vi skal jo være bevidste om, at jeg - og mange andre danskere - er rundet af mennesker, der er kommet til Danmark fra andre lande, reflekterer Leon Sebbelin.

- Ud over læsning på terrassen håber både Ingeborg og jeg, at der også bliver tid til en tur på motorcyklen, føjer Leon Sebbelin til. For i garagen holder der en BMW K100, og rækker den ikke, så består samlingen også af en Nimbus ”Humlebi” med sidevogn fra 1937 samt en Harley Davidson model 1931.

Godt det er sommer!

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu