Fra venstre: Ledergruppen STS Biler A/S - Henrik Jensby, Rasmus Thorsen, Nikolaj Christensen, Hanne Juul Jensen, og ledergruppen fra Lihn & Boi A/S -  Morten Lihn, Ole Lihn, Kent Boi, alle Lihn & Boi A/S.
Mennesker

Bilforhandler i Hobro får nye ejere

24. august 2023 kl. 13:03

Bilhuset Lihn & Boi A/S, der holder til på Thurøvej 5 i Hobro, kommer fra 1. januar 2024 på nye hænder.

Det er STS Biler A/S, der også er Toyota-forhandler, som har købt Lihn & Bois afdelinger i Hobro, Viborg og Bjerringbro.

- Vi har altid haft et godt kollegaskab med respekt for hinanden, så da STS Biler inviterede til dialog om et muligt samarbejde, takkede vi ja, siger adm. direktør Morten Lihn fra Lihn & Boi A/S i en pressemeddelelse.

- Vi endte med at sælge alle aktiviteterne i Lihn & Boi A/S, hvilket vi har det godt i maven med, og er sikker på at salget er det helt rigtige for kunder, personale og øvrige samarbejdspartnere - Lihn & Boi A/S vil blive ført videre i samme ånd.

- Samtidig er timingen rettidig, da generationsskifte ville blive nødvendigt inden for en kortere årrække. STS Biler A/S har allerede igangsat generationsskiftet og har en yngre ledelse med mange gode kompetencer, og dem ser vi frem til at blive en del af, lyder det yderligere fra Morten Lihn.

STS Biler har otte afdelinger i Midt- og Vestjylland og 150 medarbejdere.

- Vi er rigtig glade, stolte og ydmyge over at få kunder, personale og samarbejdspartnere fra Lihn & Boi A/S med ombord – det har været vores drøm længe, siger Hanne Juul Jensen, adm. direktør hos STS Biler A/S.

Lihn & Bois ca. 40  medarbejdere, som er fordelt i de tre afdelinger, vil fortsat servicere kunderne fra de tre bilhuse efter 1. januar Dette gælder også de nuværende indehavere af Lihn & Boi A/S: Morten Lihn, Ole Lihn samt Kent Boi.

- Morten, Ole og Kent vil også være at finde i butikkerne i hhv. Bjerringbro, Hobro og Viborg, hvilket vi er rigtig glade for. Ligeledes vil de alle tre fortsætte i deres respektive lokale netværk, siger Hanne Juul Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste