Aars-forenings donation giver udsatte kvinder en livsvigtig hånd
AARS: Når vi samler ind, redder vi ikke verden - men vi ændrer den for nogen. Og det gør en forskel.
Sådan lyder det fra Lions Aarstidens Kvinder, der i en pressemeddelelse offentliggør, at de har doneret 3000 kroner til Reden Aalborg.
Det giver foreningen mulighed for at nå endnu flere kvinder i udsatte livssituationer - og er et konkret bevis på, at en lokal indsats skaber reel forandring dér, hvor behovet er størst, lyder det.
Men i Reden Aalborg bliver hver krone omsat til nærvær, sundhed og håb for kvinder, der ofte står helt alene i verden.
- Jeres donation gør en helt konkret forskel for kvinder, som ellers ikke ville opsøge hjælp, siger Anders Pedersen, der er daglig leder af Reden Aalborg.
Redens sundhedsindsats - blandt andet gennem den opsøgende Kvindelance - møder kvinderne dér, hvor de er - på gaden, i opgangsfællesskaber, på herberger og på massageklinikker.
Mange lever med vold, hjemløshed, psykiske udfordringer eller rusmiddelproblemer, og for dem er egen sundhed ofte langt nede på listen, beskriver Reden Aalborg.
Her bygger Aalborg-foreningen imidlertid bro.
Kulturmedarbejdere, der taler kvindernes sprog, og frivillige sundhedsfaglige kræfter skaber tillid og åbner døren til test for seksuelt overførte infektioner, prævention, rådgivning og gratis lægehjælp i Redens sundhedsklinik.
Forebyggelse, der redder liv
Lions-donationen har blandt andet gjort det muligt at købe 1.700 kondomer til uddeling.
Det kan lyde lavpraktisk, men for målgruppen er adgang til prævention langt fra en selvfølge, lyder det.
- At et Lions-medlem som Kirsten Mosbæk er frivillig i Reden, gør forbindelsen endnu stærkere. Vi støtter ikke kun økonomisk - vi står skulder ved skulder med dem, der arbejder for at give kvinder i udsathed en ny mulighed, siger Jette Søndergaard, som står i spidsen for Lions Aarstidens Kvinder.
- Vores donation er måske lille i det store billede, men for de kvinder, der møder Redens sundhedsindsats, er den et vigtigt skridt mod mere tryghed, sundhed og værdighed. Tak til alle, der støtter os - det er det, der gør det muligt for os at støtte andre, tilføjer hun.