Billede beskrivelse

60 års tradition: Julemandens skibsanløb i Løgstør trækker folk til

23. december 2024 kl. 14.47

LØGSTØR: En elsket tradition blev igen vækket til live, da julemanden sejlede ind til Løgstør Havn og skabte julestemning blandt flere hundrede børn, forældre og bedsteforældre. 

Julemandens ankomst blev fejret med stor opbakning fra både lokale og gæster, der havde fundet vej til havnen for at hilse på julens hovedpersoner.

Det fortæller arrangørerne i en omtale. 

Billede beskrivelse

Eventet bød på et festligt program med deltagelse af Nordjyllands Beredskabs brandbiler, svævebåden, Muslingtoget, musikere, FDF og Vægterne. Sammen fulgte de juleskibet og førte et stemningsfyldt optog gennem handelsgaden. Børnene blev ekstra glade, da nisserne uddelte flødekarameller i rigelige mængder.

Billede beskrivelse

Julemandens traditionsrige ankomst med skib til Løgstør Havn blev indført for 60 år siden og er siden blevet en fast del af byens julefejring. Ud over julemanden var hans nissekone og nissesøn også med på skibet, akkompagneret af hornmusik, leveret af lokale kræfter, heriblandt Holger Pedersen, Birthe Kjærsgaard og Ole Pedersen, som traditionen foreskriver.

Billede beskrivelse

Dagen var en særlig oplevelse for børnene, blandt andet takket være Limfjordsmuseets koordinator Louise Sieker, der sørgede for underholdning og fællessang på havnen.

De handlende i Løgstør nød også godt af den festlige dag, hvor butikkerne holdt åbent til kl. 15.00, og byens julemarked summede af liv og hygge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste