194 centimeter talent: Hobro IK henter ny målmand
Superligaklubben har tegnet tre-årig kontrakt med Adrian Kappenberger
FODBOLD: Hobro IK har tegnet en tre-årig kontrakt med den 21-årige målmand Adrian Kappenberger.
Den tidligere FC Helsingør-keeper har trænet med Hobro siden søndag, og det har altså udløst en kontrakt med superligaklubben.
I den forgangne sæson havde den 194 centimeter høje målmand fire optrædender i Alka Superligaen for FC Helsingør. Tidligere har han spillet for Fredensborg BI i 2. division, og mens han gik på gymnasium og højskole i Oure på Fyn spillede han i Danmarksserien.
Sportschef Jens Hammer Sørensen glæder sig over aftalen:
- Adrian er en talentfuld målmand, som stod nogle fine kampe for FC Helsingør i den forgangne sæson. Vi har set ham an i de seneste dage, og her har han leveret et så positivt indtryk, at vi nu har lavet en treårig aftale med ham. Han har et stort potentiale, og vi tror på, at det kan udfoldes i det fuldtidssetup, vi har her i Hobro IK, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.
Selv siger Adrian Kappenberger:
- Jeg har fået et rigtig godt indtryk af Hobro IK, og jeg ser frem til at repræsentere klubben i de kommende år. Det er en fed mulighed for mig at blive en del af et fuldtidssetup med nogle dygtige trænere, og jeg er helt sikker på, at det bliver godt for min personlige udvikling.