Andreas Yde Laursen er hans fulde navn, men på streamingtjenesterne vil du finde ham under kunstnernavnet Andreas Yde. Privatfoto
Mennesker

15-årige Andreas udgiver sin første single

22. juli 2022 kl. 12:04

Tornerose. Sådan lyder titlen på Andreas Yde Laursens nye sang, der netop er udgivet på alle musik streamingtjenester, du kan drømme om.

Det er første gang den 15-årige dreng fra Gjerlev J udgiver en single, og derfor er det også med en vis nervøsitet, at han nu endelig kan offentliggøre den musik, han har arbejdet på i flere måneder.

- Jeg er meget perfektionistisk, og sangen betyder meget for mig, så jeg er ret spændt på, hvordan folk tager imod den, siger han.

Tornerose er en sommersang, der handler om kærlighed, og at man ikke skal holde sig tilbage, men springe ud tingene - lidt ligesom Andreas Yde Laursen har gjort med sin musik.

Selvom han ikke kommer fra en musikalsk familie, valgte han selv i 0. klasse at gå til klaver. Sidenhen har han også lært at spille guitar og synge.

- Jeg har selv produceret og indspillet det hele på mit værelse, hvor jeg har lavet mig et lille hjemmestudie, siger Andreas Yde Laursen og fortæller, at alle hans penge i flere år er gået til musikudstyr.

Andreas Yde Laursen på værelset, hvor møblementet hovedsageligt består af musikudstyr og hjemmestudie. Privatfoto

Startskuddet til noget større

Andreas Yde Laursen har arbejdet med produktioner de seneste tre år, men først nu har han lavet noget, han selv virkelig tror på. Derfor håber han også, at det er noget, der falder i lytternes smag, og at sangen kan være startskuddet til en karriere som musiker.

- Jeg håber, at en masse vil høre min musik, og at nogen måske for øjnene op for det, jeg laver, så det forhåbentlig kan ende i en pladekontrakt en dag, siger han og fortæller, at den store drøm er at spille på de store scener, men at det vigtigste er, at folk bliver glade af at lytte til musikken.

- Man skal ikke lave musik bare, fordi man gerne vil tjene penge. Det vigtigste for mig er, at folk kan spejle sig i det, jeg laver, og at jeg selv er glad for det, siger han.

Allerede nu kan Andreas Yde Laursen afsløre, at der er mere musik på vej.

- Planen er, at der til efteråret kommer en EP ud med flere sange, siger han.

Nyeste