Billede beskrivelse

Tetiana's bageri er ikke som de fleste

26. februar 2026 kl. 19.02

HORNUM: Rødderne er ukrainske, men 35-årige Tetiana Alieksieieva plukker lyst væk af alverdens traditioner for brød og kager, internationale såvel som pæredanske, i sit lille bageri i Hornum. 

Her åbnede hun for første gang døren for halvandet år siden, og her er Tetiana blevet godt modtaget af både konservative og eventyrlystne kunder.

- Nogle køber det samme fra gang til gang. Andre har hele tiden lyst til at prøve noget nyt, så jeg prøver løbende at forny udvalget, fortæller hun.

Når hun udvikler opskrifter og bager brød, tager hun ofte udgangspunkt i minder, smage og traditioner fra sit liv i Ukraine.

- Jeg får ideer fra hverdagen, fra råvarer, som minder mig om hjem, og fra ønsket om at skabe noget trygt og genkendeligt, både for mig selv og for andre. Samtidig er internettet også en stor hjælp og inspirationskilde, hvor jeg lærer nyt, udveksler erfaringer og finder nye vinkler, som jeg derefter gør til mine egne. Ofte er det en kombination af intuition, erfaring og lysten til at fortælle en historie gennem brød og mad, siger hun.

Billede beskrivelse

Hun kom til Danmark for seks år siden sammen med sin mand Illia, der er 37 år gammel og nu arbejder hos Siemens Gamesa. Sammen fik de en datter for fem år siden, og det førte indirekte Tetiana ind i verdenen af brød og kager.

- Jeg havde før bagt enkle brød og kager, men da jeg gik på barsel, fik jeg tid til at lære mere, og så tog det efterhånden fart, siger hun.

Billede beskrivelse

Brødet er bagt på surdej, og det er ofte kombineret med utraditionelle ingredienser. Der er for eksempel en variant med løg og kartofler, et focacciabrød med jalapeño og ost, et med oliven og tomat, et brød farvet med blæksputteblæk, men der er også et klassisk dansk franskbrød på hylderne.

Kagerne er en blanding af fri fantasi og kendte opskrifter. Nøddetrekanter, vandbakkelser, chokolademousse-kager og Tetianas helt egen citronkage, for bare at nævne nogle få eksempler. Er man nysgerrig på mere, er der masser af billeder og videoer på Facebook-profilen Tetiana's Bageri.

Billede beskrivelse

Familien rejste til Danmark før Ruslands fuldskalainvasion fra en by i det sydlige Ukraine, der grænser op til Moldova. Der er altså langt til fronten, men selv så langt væk er krigen meget mærkbar.

- Vi er næsten i daglig kontakt med min mor og Illias familie og hører, hvordan de har det. De fortæller næsten altid om mangel på varme og elektricitet. Min far mistede som 56-årig livet i maj 2024 i Donetsk-regionen, men hans lig blev først fundet meget senere gennem udvekslinger af faldne mellem Ukraine og Rusland. Liget var så medtaget, at identifikation kun var mulig via en DNA-test, som viste et match med mit DNA. Så først i april 2025 fik vi liget udleveret og kunne begrave ham. Det var meget hårdt for hele familien, fortæller Tetiana.

Billede beskrivelse

I Danmark har familien fundet sig godt til rette i Hornum.

- Det har ikke altid været let at falde til i det danske samfund, men nok heller ikke været så svært, som det kunne have været. Jeg har hele tiden haft min mand ved min side, vores lille datter – og vores elskede kat Kyriusia, som også kom med os fra Ukraine. De har givet mig tryghed, styrke og en følelse af hjem, selv i en ny hverdag, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste