Fra malermester til køkkenmester: Drømmen er blevet til virkelighed
TESTRUP: Det er lidt af et karriereskift, 55-årige Annemarie Nielsen har foretaget. Hun har netop åbnet sin egen restaurant på Hærvejen, nærmere betegnet på Eveldrupvej 153 lidt nord for Aalestrup.
Kigget nærmere efter i sømmene er det måske ikke så overraskende endda.
- Jeg er oprindelig kokkeuddannet, men på grund af allergi forlod jeg faget og tog i stedet maleruddannelsen. Dengang havde man kun tykke gummihandsker til at beskytte sig, men det er jo heldigvis fortid. Som jeg plejer at sige, "en gang kok, altid kok", og nu skulle det være, siger hun.
"Nu" er måske så meget sagt, for det er faktisk et par år siden, fundamentet blev skabt til det, der nu er restauranten “Tid til ro under Bøgen” på Eveldrupvej 153 lidt uden for Testrup.
- Min mand købte ejendommen for at lægge jorden til sit landbrug. Bygningerne kunne vi principielt have ladet ligge og forfalde, men ejendommen ligger i utrolig skønne omgivelser, så jeg beluttede at prøve at udleve drømmen, siger Annemarie Nielsen, der i lokalområdet er bedre kendt som Mie Maler.
"Tid til ro under bøgen" refererer til de gamle bøgetræer, der omgiver ejendommen. Og Mie Nielsens mål er at skabe en afslappet atmosfære, hvor der er plads til ro og hygge.
Det har dog ikke været helt enkelt at komme så vidt. Vesthimmerland Kommune strittede imod, fordi en restaurant på flere måder er i strid med reglerne.
Et år på renovering
Men med kommunens borgmester, Per Laursens, mellemkomst, opbakning fra Hærvejssekretariatet og med hjælp fra statslige myndigheder lykkedes det at få tilladelse til restauranten. Men så fulgte et helt år med at renovere og ombygge stuehuset til restaurant.
- Til sidst sagde jeg til håndværkerne, at nu kunne de godt se at lette rumpetten. Så blev vi endelig færdige og åbnede restauranten 1. november, fortæller Mie Nielsen og tilføjer, at hun senere hen agter at ombygge en anden del af huset til værelser med henblik på at drive bed&breakfast.
Restauranten har plads til 38 gæster, men kan rumme helt op til 50, når der holdes lukkede arrangementer eller konferencer, hvor deltagerantallet er kendt på forhånd, og folk ikke har noget imod at sidde tæt.
Beliggenheden er ganske vist afsides, men helt uden for lands lov og ret er det ikke. Rute 13 er ikke mere end godt to kilometer væk, og desuden er Eveldrupvej en del af Hærvejen. Alligevel bliver det nødvendigt at erhverve sig nye kompetencer for at lokke flere gæster til.
- Altså jeg har en Facebook-profil, hvor jeg har lavet opslag om restauranten, og derfra er folk så ved at komme sivende, og mange har selvfølgelig hørt om restauranten, men jeg er nødt til at blive dygtigere til de sociale medier. Jeg har godt nok en Instagram-profil, men jeg har aldrig brugt den, siger Mie Nielsen.
Så er hun mere hjemmevant i køkkenet, hvor hun får assistance af sin mands ældste søn, som drømmer om at blive kok, men hun har også hyret lokale unge som medhjælpere.
Menukortet kan bedst beskrives som dansk mad med et twist. Der er rejecocktail, tarteletter, oksebøffer, mørbradbøffer og lige nu selvfølgelig også andesteg. Planen er at forny menukortet en gang om måneden.
- Jeg holder også julefrokoster med en lidt alternativ menu og har allerede udsolgt de første to dage. Men jeg har også fået en henvendelse om at levere en helt traditionel julefrokostmenu, og det klarer vi selvfølgelig også. Jeg ville hjertens gerne lave andre typer mad, men herude er det traditionel dansk mad, der trækker, mener Mie Nielsen.
Mens hun skubber forretningen i gang, tager hun stadig ud og laver malerarbejde.
- Jeg har stadig nogle få kunder og kan altid tage et par opgaver, siger hun.
Restauranten er åben fra torsdag til søndag, og ud over mad a la carte tilbyder man mad ud af huset og mulighed for at holde lukkede arrangementer.