Hoteldirektør Mette Bonderup fra Comwell Rebild Bakker og Hvide Hus Aalborg. Foto: Helge Søgaard
Mad og drikke

Comwell Rebild Bakker har slået dørene op

Efter fire måneders nedlukning er smilet tilbage på hotellet i Rebild

15. april 2021 kl. 15:27

Endelig skete det – igen gæster på hotellet i Rebild.

Så skete det efter fire måneders nærmest endeløs nedlukning. Automatikken slog beredvilligt dørene op, når man gik op ad trappen og frem mod døren til Comwell Rebild Bakker.

Direktøren for det store hotel i Rebild, Mette Bonderup, der også har ansvaret for Comwell Hvide Hus i Aalborg, havde derfor det helt store smil på, for nu er der igen gæster i mødelokalerne og på værelserne foruden medarbejdere på job i receptionen.

Medarbejdere igen på job i receptionen. Foto: Helge Søgaard

- Nu har vi åbent igen, og det er bare så dejligt, lyder det fra hoteldirektør Mette Bonderup, der supplerer med, at selvom et hotel er fyldt med gæster og bookinger af alle faciliteter, så er det langt nemmere at håndtere en daglig drift på de høje nagler, frem for nedlukning, aflysninger og forberedelser til genåbning.

- Det har været uendeligt svært at lukke et stort hotel ned, at aftale opsyn med stedet og især at sende vores mange medarbejdere hjem, og det har faktisk gjort mig ked af det, når man er vant til at arbejde i en branche, hvor det handler om aktivitet, servicering af gæster og en fyldt bookingkalender, fortæller Mette Bonderup.

- Det positive i den seneste nedlukning var, at vi denne gang var forberedt og havde planerne klar, da vi jo allerede i 2020 var lukket i en periode på tre måneder. Så vi var helt klar bedre forberedt denne gang.

Der er dog fortsat lidt malurt i bægeret omkring hotellets genåbning i form af restriktioner for gæsterne på hotellet. Hotellets pool-område med fitness, sauna og dampbad er lukket, og de overnattende gæster skal hente deres morgenmad i restauranten, men indtage den på værelset. Derfor ser hoteldirektør Mette Bonderup lige nu frem til, at også restauranten lukker op den 6. maj, for så begynder det for alvor at ligne det hotel, som alle kendte før nedlukningen.

Forandringsledelse i praksis

Som et led i den interne lederuddannelse indenfor Comwell-koncernen har hoteldirektør Mette Bonderup for nyligt gennemgået et forløb omkring forandringsledelse.

Nu går det heldigvis op ad igen... Foto: Helge Søgaard

- Det har vi i den grad haft lejlighed til at arbejde med i praksis, fordi både nedlukning og genåbning af hotellet i Rebild ustandseligt har budt på store forandringer.

- Men også at holde hotellet i Aalborg åbent med de skiftende retningslinjer og regler, har alt sammen været forandringsledelse i praksis, lyder det med et smil fra den erfarne hoteldirektør.

- Men her har fordelene ved at være en del af en stor hotelkoncern med 16 hoteller i Danmark og to i Sverige vist sin værdi, fordi man fra centralt hold har været gode til hurtigt at melde fortolkninger af restriktioner og retningslinjer ud i organisationen. Noget som jeg godt ved har været en stor udfordring for mange mindre virksomheder, fastslår hoteldirektør Mette Bonderup.

Positive forventninger

Hoteldirektør Mette Bonderup ser meget positivt på den kommende sæson, som hun har store forventninger til.

- I dag har vi lagt nedlukningen bag os, og når jeg ser på de mange henvendelser, vi får i øjeblikket, så forventer jeg, at resten af året bliver rigtigt godt. Dels har danskerne fået øjnene op for, at der er dejligt i Danmark, og her byder Rebildområdet i særdeleshed på en mageløs natur.

- Sidste sommer var vi meget tæt på en belægningsprocent på 100, og der er ingen tegn på, at det ikke gentager sig i den kommende sommer. Hertil kommer, at vort primære segment er festarrangementer og især konference- og mødegæster, og det er min opfattelse, at der ligger et stort opsparet behov for netop denne type arrangementer på hotellet, understreger hoteldirektør Mette Bonderup.

Opsparet behov

- Lige nu har vi rundt 45 konfirmationer i bøgerne, som er flyttet fra foråret, og når vores restaurant igen er åben, så er der jo også fri bane for bryllupper, fødselsdage og familiefester igen. Samtidig har økonomien i Danmark det godt, og der er vækst og indtjening hos de mange virksomheder og organisationer som typisk booker et møde, en konference eller et kursusforløb i vore faciliteter, lyder det fra hoteldirektør Mette Bonderup.

- Men fremtiden vil også medføre forandringer, fastslår hoteldirektør Mette Bonderup.

- Håndsprit, manglende håndtryk og større afstand mellem os alle bliver en del af vores fremtidige hverdag, og det er faktorer, som allerede ligger højt på opmærksomhedsskalaen hos vores gæster.

- Hertil kommer, at mange mindre møder fremadrettet vil være virtuelle, men selvom digitale møder har vundet indpas, slår de aldrig det fysiske møde, hvor man i langt højere grad interagerer mellem hinanden og dermed stimulerer både indlæring, udfoldelse og kreativitet, slutter hoteldirektør Mette Bonderup fra Comwell Rebild Bakker og Hvide Hus Aalborg.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu