Billede beskrivelse

Vingård kan ikke følge med: Nu er 5000 nye vinstokke plantet

Dansk vin er eftertragtet, og det kan den nordjyske vingård tydeligt mærke

09. juni 2023 kl. 06.00
Opdateret kl. 20.05

GULDBÆK: 5000 nyplantede vinstokke pryder markerne hos Guldbæk Vingård.

Med de nye tilføjelser, som fylder cirka en hektar, nærmer vingården sig seks hektarer med vinplanter. Og det var tiltrængt, fortæller Jan Thrysøe fra Guldbæk Vingård.

- Vi har simpelthen fundet ud af, at vi laver for lidt vin. Vi har slet ikke nok til den efterspørgsel, vi mærker, og det er jo en rigtig god ting.

En fremtidssikring

Ifølge Jan Thrysøe er dansk vin i en rigtig positiv udvikling, og det betyder meget for vinentusiaster, at planterne dyrkes økologisk og bæredygtigt – hvilket er tilfældet hos Guldbæk Vingård.

Billede beskrivelse

- Vi kan se, at de nye generationer kigger meget i den retning. På den konto er vi meget fortrøstningsfulde.

Samtidig har Guldbæk Vingård planer om at opføre et vingårdshotel med hytter på jordstykket på den anden side af vejen. På den måde er de 5000 nye vinstokke en fremtidssikring.

- Når hytterne engang står færdige, ved vi, at der kommer til at gå meget vin den vej, siger Jan Thrysøe og tilføjer, at man er nødt til at planlægge langt ud i fremtiden i branchen.

Der går nemlig ti år før, at en nyplantet vinstok giver det absolut fulde udbytte. Efter syv år giver planterne det fulde udbytte i form af drueantallet, men først efter ti år har druerne den ønskede kvalitet.

Fremtiden byder på rødvin

Guldbæk Vingård har specialiseret sig i hvid- og rosévin samt mousserende vin, og vinmarkerne består af syv grønne druer og én rød drue.

De 5000 nye vinstokke består af den røde samt en helt ny, grøn drue kaldet rinot, og den er endnu ikke så kendt i Danmark.

Billede beskrivelse

Den røde drue, cabaret noir, blev for første gang plantet omkring 2013 og bruges til at fremstille rosévin. Men fremover skal den forhåbentligt også bruges til rødvin.

- Vi tror på, at den har en fantastisk fremtid her i Danmark. Det handler jo om global opvarmning, og Danmark nærmer sig det klima, hvor vi kan begynde at modne de røde druer.

- Problemet har været, at de røde druer ikke har kunnet modnes 100 procent, hvilket de skal, når det handler om rødvin, forklarer Jan Thrysøe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste