Vindmøllepenge puster snart nyt liv i Handestområdet

11. januar 2018 kl. 09.22

Opsætningen af seks kæmpevindmøller på Handest Hede syd for Hobro puster ny energi i lokalområdets hensygnende foreningsliv.

Det er nemlig ikke mindst takket være en bevilling på 1,8 mio. kroner fra Grøn Ordning, at Lokalrådet for Handest, Glenstrup og Holmgård formentlig kan realisere drømmen om et nyt aktivitetshus.

- Vi greb chancen, vel vidende, at den nok aldrig kommer igen, siger formand for lokalrådet Flemming Rasmussen om ansøgningen til Grøn Ordning.

Ildsjælene i lokalrådet er meget opsatte på at vende en kedelig udvikling i deres lokalområde.

Skole og dagligvarebutik i Handest er for længst lukket, og organiserede fritidsaktiviteter er der ikke mange af.

Fodbold- og håndboldhold er en saga blot i Handest, Glenstrup og Holmgård.

Klubhuset på Skolebakken i Handest står i en rent ud sagt sørgelig forfatning.

Det er ramt af vandskade, råd og skimmelsvamp. Bygningen står tom og er moden til nedrivning.

Forsamlingshuset på den anden side Randersvej daterer sig tilbage til 1896.

Huset er udvidet med tilbygninger i 1930 og 1955, men skønnes utidssvarende i 2017. Det sættes til salg.

- Når rammerne om fritidslivet fremstår slidte og utidssvarende, går en selvforstærkende effekt i gang.

- Færre borgere benytter dem, og økonomien sættes under pres.

- Sådan opleves det i de tre små lokalområder.

- Det er her, det splinternye aktivitetshus kommer ind i billedet.

- Vi regner med at åbne huset 1. juni 2019. Vi indretter det efter de ønsker, som kom frem på et borgermøde i august i år.

- Det bliver lækre og indbydende lokaler, siger Flemming Rasmussen, som glæder sig over, at alle foreninger og beboergrupper i området bakker tankerne op.

43 deltog i det omtalte borgermøde i august. Der blev luftet ideer om bordtennis, motion for børnefamilier, hobbylokale, mødregruppe, pensionistklub, legestue, foredrag og musik- og sangaftener.

- Vi er 725 borgere i alt i de tre lokalområder. Alle er velkomne i det nye aktivitetshus, bare de ikke alle kommer samtidig, bemærker Flemming Rasmussen.

Fjorden Arkitekter i Hobro har slået stregerne til et nyt multifunktionelt aktivitetshus i Handest.

Det skal bygges på boldbanen foran det gamle klubhus. For at sikre en billig drift satses der på varmepumpe og solceller, fremhæver Flemming Rasmussen.

Den samlede pris for byggeriet bliver 3,37 millioner kroner.

Ud over tilskuddet fra Grøn Ordning har lokalrådet fået tilsagn om 500.000 kroner fra Elro Fonden og 150.000 kroner fra Sparekassen Hobro Fonden.

Den sidste lille million søger de i Realdanias fond - "Underværker".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste