Billede beskrivelse

Vildmarksbad på havnen

25. april 2017 kl. 06.20
Opdateret 27. april 2017 kl. 09.19

Vinterbadesæsonen på Øster Hurup Havn er næsten slut, og "Kattegats Vandhunde" satte lige før "lukketid" et festligt punktum for 7 måneders vinterbadning.

Klubben havde lejet et vildmarksbad i påskedagene, og det store kar blev anbragt tæt på badebroen, fortæller Lene Kold, medlem af Kattegats Vandhunde, og hver dag blev der fyret op i ovnen, således at vandet i karret nåede op på ca. 40 grader.

Rigtig mange vandhunde benyttede sig af klubbens tilbud om et vildmarksbad og nød at sidde under åben himmel i det varme vand, som fik den efterfølgende tur i Kattegats bølger til at føles som en iskold dukkert - selv om havtemperaturen efterhånden nærmer sig de ti grader!

Klubbens trofaste sponsor "Jutlander Bank" havde leveret drikkevarer til alle de glade vandhunde, så ingen gik tørstige hjem.

De mange påske-turister, der havde taget turen ud på havnen, fik sig en oplevelse af at se de mange vinterbadere skifte mellem det varme karbad og det kolde havbad, og minsandten om ikke flere meldte sig under fanen og påstod, at de ville melde sig ind i klubben næste vinter!

Også byens filmmand Sten F. Andersen fra lokalhistoriske forening i Øster Hurup kom forbi og optog et par filmklip af vandhundene til projekt "Det gode liv" i Øster Hurup.

For de nu over 100 medlemmer i "Kattegats Vandhunde" hører vinterbadning så absolut til det gode liv. Her lyder det fra alle: - Det er sundt - det er sjovt - det er sejt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste