Billede beskrivelse

Vild med vand....

fejres lørdag 10. juni med åbent hus i Hadsund Sejlklub og Hadsund Roklub

03. juni 2017 kl. 06.00

Lørdag den 10. juni slår flere end 80 havne i Danmark dørene op og serverer en overflod af gratis prøve-smagninger på det maritime liv.

I Hadsund Sejlklub og Hadsund Roklub har de arbejdet intenst i måneder på at skabe en festlig dag for alle og de forventer masser af gæster på dagen.

- Aktiviteterne på dagen foregår fra kl. 10:00, hvor man kan se klubbernes faciliteter samt kigge indenbords i eks. en motorbåd, sejlbåd eller motorsejler, hvor medlemmer af sejlklubben gerne viser bådene frem og besvarer spørgsmål om sejlads og de mange spændende muligheder der er på og ved vandet, oplyser Lars Rigborg, der er tovholder for "Vild med Vand"-udvalget i Hadsund.

Også I roklubben vil der være mulighed for at tale med medlemmer af klubben, om de mange muligheder et medlemskab giver. Endvidere kan man prøve sig selv af i klubbens motionscenter eller under kyndig vejledning komme ud at ro på fjorden i enten kajak eller robåd. Vil man ud på fjorden, kræver både Ro- og Kajakforbundet dog, at man er i stand til at svømme mindst 300 meter.

Såvel i Hadsund Sejlklub som i Hadsund Roklub stilles redningsveste og andet sikkerhedsudstyr til rådighed.

Udvalget glæder sig til at "åbne" fjorden for alle der vil ud at sejle og ro. Der venter en fantastisk oplevelse når båden glider stille gennem vandet.

Havnens Dag byder på masser af aktiviteter for hele familien - for havnen er for alle, og så er der naturligvis mulighed for at købe lidt mad og drikke på kajkanten.

- Vi ser selv i dag havnen som et vigtigt samlingspunkt for lokalsamfundet. Her er oplevelser, fritidsliv og fællesskab, siger Lars Rigborg, tovholder for projektet i Hadsund og fortsætter: - Vi har været i gang med planlægningen af Havnens Dag længe og er glade for nu at kunne invitere alle, der - ligesom vi - er vilde med vand, til at komme tættere på deres maritime drøm den 10. juni. Havnens Dag kan være med til at vise vore lokale klubbers herligheder frem og få endnu flere til at få øjnene op for livet på vandet og i Hadsund Sejlklub og Hadsund Roklub.

- Sidste år var Havnens Dag en stor succes, så vi ser frem til at deltage i dette spændende tiltag i år, lyder det fra udvalget, og Lars Rigbord siger videre: - Jeg vil både personligt og som ambassadør for Havnens Dag opfordre alle til at gøre meget mere brug af de danske havne.

Lørdag 10. juni er et rigtig godt sted at starte, fordi man gratis kan prøve lidt af alt det, der sker på en havn. Lige fra at fange en krabbe med sine børn til at komme ombord på en båd og få sig en snak med en lokal skipper om sejlerlivet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste