Velkommen hos DcH Hadsund
Tænker du på at anskaffe dig en hund, er DcH Hadsund et godt sted at få hjælp og vejledning
DcH Hadsund er stedet, hvis du har anskaffet dig en hund, og gerne vil have den opdraget.
DcH Hadsunds bestyrelse og trænere er alle instruktører i hundetræning og byder på træning på seks forskellige hold.
Formand Jan Jensen siger: - Vi starter hold op med hvalpetræning fire gange om året, og når man har afsluttet hvalpetræningen kan man fortsætte i Ny C-klassen eller på vort Hyggehold. Derudover har vi træning i DcH programmets klasser C, B og A, men mød bare op og få en snak med en af trænerne eller de øvrige medlemmer.
Danmarks civile Hundeførerforening (DcH Hadsund), har hjemsted på Aalborgvej 75 i Hadsund, hvor de har et træningscenter med klubhus og 5-6 træningsbaner samt en lukket "hundegård" hvor man kan begynde sin træning, hvis man er lidt utryk ved at slippe sin hvalp løs.
DcH Hadsund er ligeledes medlem af Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.
- er dels at virke for anvendelse af hundens evner og færdigheder til konkurrencesport, dels at medvirke til fremme og forbedring af vilkårene for hunde generelt.
Det er endvidere foreningens formål at tilbyde hundeinteresserede mulighed for at dyrke denne aktivitet, samt med udgangspunkt i hundearbejde at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og det lokale samfund.
Danmarks civile Hundeførerforening er en forening til alle der holder af hunde, og som gerne vil træne med deres hund.
Måske skal den bare lære almindelig lydighed - eller du har måske ambitioner om at stille op til konkurrencer i Agility, IPO, Lydighed, Nordisk, Rally Lydighed eller Sporhundeprøve. Lige meget hvilken hund du har, og hvor store ambitioner du har på dens vegne, er der plads til dig i Danmarks civile Hundeførerforening.
Så skal du henvende dig i en af DcHs lokalforeninger, det er her det egentlige hundearbejde foregår. Her går hunden til træning med sin ejer ca. 1 gang om ugen.
For de mere konkurrence interesserede afholdes der lokale prøver og konkurrencer. Lokalforeningen arrangerer også foredrag, fester, gåture m.m.
Hunden lære den mest elementære lydighed på begynderholdene, såsom at komme, når du kalder og gå pænt i snor. Desuden vil der være forskellige andre øvelser, som vil styrke samarbejdet mellem hund og fører. Hunde der træner i DcH har den fordel, at de lærer at begå sig socialt blandt mange forskellige racer og blandinger.
Du vil under træningen kunne få hjælp til at løse mange problemer, som du kan have med hunden i hverdagen. DcH har et frivilligt korps af Hundeadfærdskonsulenter som står til rådighed for alle hundeejere, og de vil gerne hjælpe med alle problemer, store som små.
DcH råder også over en frivillig Eftersøgningstjenneste. Eftersøgningshundene er specialuddannet til at finde tabte ting, så som punge, nøgler, briller, høreapparater m.m.
Hos DcH Hadsund har du mulighed for at træne din hund i flere forskellige klasser, lige fra "huggeholdet"! til E-klassen der er den højeste konkurrenceklasse.
Hyggeholdet: er for dem, som ikke ønsker at træne til konkurrence. På hyggeholdet trænes der almindelig hverdagstræning, rally og hvad den enkelte hund og fører har behov for og lyst til. Mød op og prøv om det er noget for dig og din hund!
Hvalpetræning: er for hvalpe op til ca. 6 måneder.
På hvalpeholdet lærer du hvordan du skal videreformidle til hunden hvad du ønsker den skal gøre. Du vil på dette hold få indblik i følgende øvelser: Sit, dæk, nej/ja øvelse, indkald, driftslege, lineføring, kontaktøvelser, selvtillidsøvelser og meget mere.
Efter træningen som varer ca. 1 time vil din træner være til rådighed hvis du har nogle spørgsmål. Hvalpeholdet løber over 10 uger. Træningstidspunktet er mandage kl. 18.00-19.00.
OBS! Vi starter nye hvalpehold 4 gang årligt.
Unghundeholdet: er for hunde fra 6 måneder.
Selv om din hund stadigvæk er hvalp, når den er 6 måneder, skal den starte på et unghundehold, hvis den ikke har gennemført et hvalpehold.
På holdet lærer du som på hvalpeholdet hvordan du skal videreformidle til hunden hvad du ønsker den skal gøre. Du vil på dette hold få indblik i følgende øvelser: Sit, dæk, stå, nej/ja øvelse, indkald, driftslege, lineføring, kontaktøvelser, spring og meget mere. Efter træningen som varer ca. 1 time vil din træner være til rådighed hvis du har nogle spørgsmål. Holdet løber over 10 uger. Vi ser frem til at møde dig og din hund.
Ny C-klassen: er for hunde som har gennemført hvalpe eller kursus hold.
På dette hold udvides sværhedsgraden i lineføring, sit og dæk. Derudover vil du stifte bekendtskab med øvelserne spring og feltsøgning plus meget mere. I Ny C-klassen kan du stille op til lokalkonkurrencen i din lokalforening og når du har opnået 2 X 70 point har du oprykning til C-klassen. Efter træningen som varer ca. 1 time vil din træner være til rådighed hvis du har nogle spørgsmål. Vi ser frem til at møde dig og din hund på Ny C-holdet.
C-klassen: er for hunde som har oprykning med 2 X 70 point fra Ny C.
I C-klassen udvides sværhedsgraden af lineføring, stå, sit, dæk, spring og frit søg og du vil i denne klasse stifte bekendtskab med øvelserne apportering og rundering. I C-klassen kan du efter at have bestået en test gå ud til alle de konkurrence du ønsker i hele Danmark indenfor DcH. Opnår du 2 X 110 point ved 2 konkurrencer indenfor samme år er du dermed rykket videre til B-klassen. Vi ser frem til at få dig og din hund ud i konkurrence.
B-klassen: er for hunde med oprykning fra C-klassen.
I B-klassen vil sværhedsgraden af øvelserne fra C-klassen blive udvidet. Du skal for eksempel ikke mere have line på i lineføring, men have hunden til at gå fri ved fod og apporteringsøvelsen skal nu også laves kombineret med springet.
Derudover vil du også stifte bekendtskab med øvelsen spor. Ligesom i C-klassen skal du bestå en test for at gå ud til konkurrencer og ligeledes have 2 x point for at rykke op til A-klassen.
A-klassen: er for hunde med oprykning fra B-klassen.
Denne klasse er for hunde og hundeførere der ved to konkurrencer inden for samme kalenderår i B-klassen har opnået 160 point eller derover. Her gælder, at hvis hunden i to konkurrencer inden for samme kalenderår får 260 points eller derover, rykker den op i Eliteklassen.
E-Klassen: er for hunde med oprykning fra A-klassen.
Denne klasse er DcH programmets højeste konkurrenceklasse.
Hvert år afholder DcH en landsdækkende Eliteturnering med 15 deltagere. Det kræver både dygtighed og tålmodighed hos hund og fører at komme med i denne fornemme turnering. De 3 bedst placerede i Eliteturneringen et år er fødte deltagere i det følgende års turnering. De sidste tolv udtages på grundlag af de tre bedste resultater, som hundene har opnået i foregående konkurrencesæson. Her er tit “kamp til stregen" og stor spænding hos de implicerede, når resultaterne skal gøres op, for det er en ære at komme med i denne udsøgte kreds af hundeførere. Turneringen løber over fem konkurrencedage, der arrangeres af DcHs 6 kredse på skift.
Bestyrelse i DcH Hadsund
Formand Jan Jensen, Skibsted, har et stutteri for ædel hesteavl. Han kom til DcH Hadsund for fire år siden, og været formand i tre. Jan har tidligere trænet hund i Kongerslev.
Næstformand Ruben Blåbjerg er ny i bestyrelsen og træner på C-klassen. Ruben er til daglig ansat som bager i Føtex, så han er noget af en morgenmand. Ruben trænede tidligere hund i Kongerslev, inden han kom til Hadsund, hvor han fik sin træneruddannelse.
Kasserer Dorthe Sørensen, Hadsund, er også ny i bestyrelsen. Dorthe startede træningen på hvalpeholdet, og er nu rykket op på C-klasse.
Bestyrelsesmedlem Hanne Bredal bor i Terndrup, men er opvokset i Hadsund, og er DcHs sekretær for tredje år. Hanne arbejder i hjemmeplejen i Hobro.
Ny i bestyrelsen er gårdejer Martin Bundgaard, Øster Hurup. Martin startede på hvalpeholdet og træner nu på unghunde-holdet.